4. dagen efter

Nætterne efter at jeg gik over til Ketogan blev bogstavelig talt et mareridt. Jeg drømte uendelige skræmmende drømme og lyde fra virkeligheden blandede sig med drømmene og til sidst gjorde mig ude af stand til at skælne hvad der var virkeligt og hvad der var drøm. På et tidspunkt troede jeg at vi alle lå der fordi JEG havde gjort et eller andet så alle havde brækket ryggen, og samtidig drømte jeg at jeg fald ud af sengen og væltede de andre senge, så alt fald ud og brækkede ryggen igen og igen. Andre drømme handlede om at de snork jeg kunne høre fra de andre patienter (OG de snorkede pænt meget) var lyden af folk der blev kvalt, uden at jeg kunne gøre noget ved det. Den 1. nat troede jeg bare det var tilfældigt. 2. nat turde jeg ikke lægge mig til at sove, så jeg hørte musik og forsøgte at undgå at falde i søvn. Indimellem græd jeg og når jeg alligevel faldt hen startede uhyggelighederne forfra.
Lørdag morgen ved stuegangvar jeg et nervevrag. Jeg var egentlig ikke klar over det, men da Mikkel spurgte om der var noget jeg ville spørge om, fik jeg spurgt om jeg kunne skifte medicin igen og så brød jeg ellers helt sammen. De talte en del med mig om det og var slet ikke i tvivl om at jeg skulle skifte omgående.


Efter stuegang skulle jeg have mit første bad efter operationen. Anders skulle komme med hele familien og jeg lugtede af død ged efter så mange dage i sengen, så det lå mig virkelig på sinde. Skuffelsen var da derfor også til at føle på, da jeg måtte vende om fordi jeg atter en gang blev svimmel.


Lidt efter kom Jeanette med sin søn Hjalte. (Hun er en af ekvinderne.) Det var godt nok en kæmpe overraskelse! De havde samlet ind og købt en fin kurv med alt mulig slik, blade, frugt, blomster og hele Sex and the City samlingen. Jeg har set enkelte afsnit for et par år siden, og det var meget skægt, så det skal jeg nok kunne fornøje mig med. Jeg blev virkelig rørt over besøget.


Bagefter kom en portør og kørte mig til røntgen. Jeg skulle stå op ved egen hjælp, og det havde jeg ikke gjort endnu. Jeg kunne mærke hvordan jeg igen blev dårlig, men jeg forsøgte at holde ud til de havde fået taget billederne. Efter 2 billeder gik de ind for at kigge på dem, og efterlod mig alene, så jeg måtte kalde og bede om at komme over i sengen. Svimmel, rystende og med kvalme igen. Øv.

Da jeg kom tilbage fik jeg hvilet og så lykkedes det mig at få et bad så jeg var nogenlunde anstændig da familien ankom. Eftersom det havde været en rigtig tudedag, begyndte jeg selvfølgelig også at tude da jeg så børnene. De var simpelthen så søde og meget forsigtige.