02.02.2010

Status

Jeg kom aldrig til at arbejde fuld tid igen efter operationen, og efter at jeg i november blev ringet op af en sagsbehandler fra Jobcenteret blev jeg klar over at jeg måtte finde ud af hvad der skulle ske.
Jeg ringede derfor til hospitalet hvor jeg blev opereret, og bad om at blive ringet op af kirurgen. Han ringede en uges tid efter og tilbød at tage mig ind  på sit eget sygehus i Middelfart så hurtigt som muligt. Det sagde jeg ja tak til og blev scannet 6. januar i Give.
29. januar tog jeg med Anders til Middelfart for at få svaret.  Jeg havde dog allerede en fair ide om hvor det ville bære hen ad, eftersom jeg havde fået min praktiserende læge til at indhente resultatet og jeg derefter havde ringet til Mikkel Andersen for at høre om der var ide i at komme d. 29.
- Og det var der, selvom der ikke er nogen ny prolaps.

At der så var blevet kludret i det, så min tid var blevet aflyst uden at jeg havde fået besked, og Mikkel Andersen åbenbart var på ferie i Indien, er en anden sag som jeg godt nok blev meget skuffet og vred over lige i situationen. Jeg blev dog puttet ind i tidsplanen hos en anden overlæge som gennemgik mine scanningsbilleder og anbefalede en spondylodese operation af L5-S1 (Også kaldet dese operation).
Mit problem består i at den pågældende diskus er syg, og ikke kan blive god igen. I det tilstødende knogle er der slid og modic forandringer type 1 og 2, og der er desuden lidt arvæv og dårlige pladsforhold til nerverne.
Jeg har takket ja til operationen. Hvad andre muligheder er der? Det vil jo desværre kun gå uderligere ned ad bakke uden en operation.
Jeg afventer derfor nu at få at vide hvornår jeg kan blive opereret. Jeg har bedt om at det skal være Mikkel Andersen der skal være operatør, og det er der åbenbart mange der ønsker, så der kan godt være lidt ventetid...

Indtil da arbejder jeg fortsat på deltid, spiser mine piller og tager den med ro. Venter... Som jeg har gjort det i 10 måneder nu, og vil gøre det de kommende 10 måneder...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar