Det er nu et år siden jeg blev opereret.
Jeg havde håbet at jeg var blevet helbredt. Havde håbet at jeg var kommet tilbage til de drømme jeg havde før jeg for alvor fik problemer med ryggen.
Hver gang lægen sagde: "Det er jo ikke en ny ryg du får", sagde jeg at det vidste jeg skam godt, men jeg tænkte vist; "Men jeg er ikke som alle andre, så bare vent og se".
Sådan hænger det bare ikke sammen.
Det ER ikke en ny ryg jeg har fået.
Mit liv er for evigt forandret. Jeg skal lære at acceptere de begrænsninger jeg har og lære at leve med mine smerter, på bedste vis.
Det er rigtig hårdt.
Arbejdsmæssigt gik det heller ikke som jeg havde håbet.
Jeg kom aldrig op på fuld tid, og i mit forsøg endte jeg i et smertehelvede.
Nu venter jeg på afklaring af hvad der videre skal ske, men det er jeg ikke parat til at forælle om lige nu.
Til 1 års check på Middelfart sygehus, så det fint ud på røntgen, men der kan sidde arvæv som generer eller jeg kan have fået permanente nerveskader.
I hvert fald har jeg pt ikke mod på at der opereres yderligere. Men jeg er træt.
Træt af smerter, træt af uvished, træt af piller og mest af alt træt af at jeg ikke længere selv er herre over hvad der sker i mit liv.
04.04.2011
08.06.2010
Genoptræning
Endelig er jeg startet i genoptræning, og selvom det er på plejehjemmet igen, er jeg glad for det.
Jeg har fået Rikke som fys, den samme som jeg havde i starten efter den første operation, og det er jeg rigtig tilfreds med.
Første gang handlede mest om at fortælle hvordan det er gået og teste hvad jeg kan, og anden gang (i går) kom der lidt mere aktivitet ind. Jeg kørte 5 minutter på kondicykel og lavede en række ryg og mave øvelse og udstrækning. Det går fint, jeg er god til at lave øvelserne og udfordringen består blandt andet i ikke at gå for hurtigt frem, da jeg har tendens til at det. - Godt med en der kender mig!
Mit højre ben har lidt styringsbesvært og mangler lidt kraft i visse øvelser, men ellers ser det fint ud.
Om lidt over en måned skal jeg til kontrol i Middelfart. Det bliver spændende at se hvad status er. Jeg håber virkelig at det er vokset rigtigt sammen!
Jeg har fået Rikke som fys, den samme som jeg havde i starten efter den første operation, og det er jeg rigtig tilfreds med.
Første gang handlede mest om at fortælle hvordan det er gået og teste hvad jeg kan, og anden gang (i går) kom der lidt mere aktivitet ind. Jeg kørte 5 minutter på kondicykel og lavede en række ryg og mave øvelse og udstrækning. Det går fint, jeg er god til at lave øvelserne og udfordringen består blandt andet i ikke at gå for hurtigt frem, da jeg har tendens til at det. - Godt med en der kender mig!
Mit højre ben har lidt styringsbesvært og mangler lidt kraft i visse øvelser, men ellers ser det fint ud.
Om lidt over en måned skal jeg til kontrol i Middelfart. Det bliver spændende at se hvad status er. Jeg håber virkelig at det er vokset rigtigt sammen!
19.04.2010
6 uger efter operation
I morgen er det 6 uger siden jeg blev opereret. Det betyder at jeg må køre bil, gå i varmtvandsbassin og langsomt sidde lidt mere ad gangen.
Jeg er ude af medicin og mærker klar fremgang. Jeg går næsten normalt og kan gå i længere tid uden at blive træt og øm.
Jeg tror nu på at jeg fysisk nok skal blive god igen.
Jeg er ude af medicin og mærker klar fremgang. Jeg går næsten normalt og kan gå i længere tid uden at blive træt og øm.
Jeg tror nu på at jeg fysisk nok skal blive god igen.
06.04.2010
4 uger efter operation
Jeg er nu trappet ned til den dosis jeg fik inden operationen. Det er hårdt at trappe med. Den dag hvor dosis bliver lavere, er hele min krop i alarmberedskab, og jeg ryster, sveder og føler mig ked af det, syg og utryg. Men allerede dagen efter er alt normalt igen.
Der er sket store fremskridt siden sidste uge. Jeg går næsten normalt nu, jeg kan holde til at gå og lave mad, hvis bare der er nogen der tager ting ud af skabe osv, og jeg kan sidde lidt længere tid uden at få smerter.
Der er sket store fremskridt siden sidste uge. Jeg går næsten normalt nu, jeg kan holde til at gå og lave mad, hvis bare der er nogen der tager ting ud af skabe osv, og jeg kan sidde lidt længere tid uden at få smerter.
31.03.2010
3 uger efter operation
Nu mærker jeg at det går stille og roligt fremad. Jeg kan gå lidt længere distancer og lave lidt småting uden at overanstrenge mig. Jeg skal dog fortsat tage mig lidt i agt, for er jeg FOR aktiv, er der kontant afregning senere på dagen, om natten eller næste dag.
Når det meste tid har været tilbragt på langs, bliver selv små aktiviteter betydningsfulde og en nydelse som ellers ville være overset.
Det er som om verden har ændret sig, eller måske er det mig der har ændret mig? Eller måske er det min oplevelse af den verden jeg befinder mig i.
I modsætning til efter den første operation, hvor jeg var meget trist, oplever jeg slet ikke den samme nedtrykthed denne gang.
Jeg har formået at give slip på meget af den vrede og frustration, der har fyldt det meste af mine tanker gennem det seneste år. I stedet for at dvæle ved smerter og begrænsninger, øver jeg mig i at se de nye muligheder der opstår og nyde de små positive ting der hele tiden sker omkring mig.
Så jeg er grundlæggende glad, og det er dejligt!
Jeg har været på 2 små ture.
Den første til karate klubmesterskab, hvor Lucas skulle deltage. Jeg kunne ikke være der så længe, men det var en dejlig dag, og et fint arrangement som jeg var rigtig glad for at få lov til at være en del af, så længe som jeg nu kunne.
Den anden tur var på apoteket, med efterfølgende gåtur i Ringsted i dejligt forårsvejr, så det var også rigtig godt for sjælen.
Hver dag går jeg små ture i området her hjemme, og nyder at få frisk luft og endda lidt sol indimellem.
Det sværeste pt er nok at få tilstrækkeligt a spise. Jeg kan ikke spise ret meget og jeg kan ofte få det dårligt af bare at se maden. Løsnigen er blevet færdigkøbte proteindrik fra apoteket, med ernæringsrecept. Med recepten bliver de 60% billigere, og da 4 stk koster 92 kr, er det en god ting! Jeg drikker 2-3 om dagen, og selvom de ikke smager ret fantastisk, så er har jeg fundet et par varianter der er tålelige.
Når det meste tid har været tilbragt på langs, bliver selv små aktiviteter betydningsfulde og en nydelse som ellers ville være overset.
Det er som om verden har ændret sig, eller måske er det mig der har ændret mig? Eller måske er det min oplevelse af den verden jeg befinder mig i.
I modsætning til efter den første operation, hvor jeg var meget trist, oplever jeg slet ikke den samme nedtrykthed denne gang.
Jeg har formået at give slip på meget af den vrede og frustration, der har fyldt det meste af mine tanker gennem det seneste år. I stedet for at dvæle ved smerter og begrænsninger, øver jeg mig i at se de nye muligheder der opstår og nyde de små positive ting der hele tiden sker omkring mig.
Så jeg er grundlæggende glad, og det er dejligt!
Jeg har været på 2 små ture.
Den første til karate klubmesterskab, hvor Lucas skulle deltage. Jeg kunne ikke være der så længe, men det var en dejlig dag, og et fint arrangement som jeg var rigtig glad for at få lov til at være en del af, så længe som jeg nu kunne.
Den anden tur var på apoteket, med efterfølgende gåtur i Ringsted i dejligt forårsvejr, så det var også rigtig godt for sjælen.
Hver dag går jeg små ture i området her hjemme, og nyder at få frisk luft og endda lidt sol indimellem.
Det sværeste pt er nok at få tilstrækkeligt a spise. Jeg kan ikke spise ret meget og jeg kan ofte få det dårligt af bare at se maden. Løsnigen er blevet færdigkøbte proteindrik fra apoteket, med ernæringsrecept. Med recepten bliver de 60% billigere, og da 4 stk koster 92 kr, er det en god ting! Jeg drikker 2-3 om dagen, og selvom de ikke smager ret fantastisk, så er har jeg fundet et par varianter der er tålelige.
23.03.2010
2 uger efter operation
Hvis man spænder en barberskraber på håndtaget af en tåvasker ved hjælp af en elastik kan man godt barbere sine ben, selvom man ikke kan bøje sig forover! Man KAN så også godt skære sig lidt, når skidtet smutter, men man må jo lide for skønheden eller noget!
I formiddag fik jeg desuden bakset strømper på med min strømpepåtager og taget sko på ved hjælp af min gribetang, og så gik jeg ud i det fri. Ikke langt, faktisk kun hen forbi naboens hus og tilbage igen, men det er en start og fra nu af vil jeg gå tur hver eneste dag og nyde solen, eller blæsten eller regnen. Lade turene blive længere og længere og mærke at min ryg bliver langsomt i stand til at klare mere og mere.
Jeg har en plan om at starte med at lave lidt varmtvands bassin øvelser når der er gået 6 uger og det er om præcis 4 uger.
Utroligt at der allerede er gået 2 uger!
Jeg er begyndt udtrapning af medicin. Det går udmærket indtil videre. Jeg skal tage 5 mg Oxycontin fra skiftevis morgen og aften hver 2. dag.
Egentlig kunne jeg pille stripsene af mit sår i dag, men jeg tør ikke gøre det selv da de skal nuldres forsigtigt af så men ikke få revet op i noget. Det kan jeg ikke selv, når jeg ikke kan se hvad der foregår, så de må sidde lidt endnu.
Min kvalme er næsten forsvundet, men min appetit er ikke så stor.
Jeg har svært ved at ligge på siden, især venstre. Jeg får smerter hele vejen fra hoften og ud i foden, men omvendt kan jeg ikke klare kun at ligge på ryggen hele tiden, så jeg prøver at skifte ofte.
Jeg begynder at trænge til at komme mere ud. Fx skal Lucas til klubmesterskab i karateklubben på lørdag og det er rigtig surt at jeg ikke kan være med.
I formiddag fik jeg desuden bakset strømper på med min strømpepåtager og taget sko på ved hjælp af min gribetang, og så gik jeg ud i det fri. Ikke langt, faktisk kun hen forbi naboens hus og tilbage igen, men det er en start og fra nu af vil jeg gå tur hver eneste dag og nyde solen, eller blæsten eller regnen. Lade turene blive længere og længere og mærke at min ryg bliver langsomt i stand til at klare mere og mere.
Jeg har en plan om at starte med at lave lidt varmtvands bassin øvelser når der er gået 6 uger og det er om præcis 4 uger.
Utroligt at der allerede er gået 2 uger!
Jeg er begyndt udtrapning af medicin. Det går udmærket indtil videre. Jeg skal tage 5 mg Oxycontin fra skiftevis morgen og aften hver 2. dag.
Egentlig kunne jeg pille stripsene af mit sår i dag, men jeg tør ikke gøre det selv da de skal nuldres forsigtigt af så men ikke få revet op i noget. Det kan jeg ikke selv, når jeg ikke kan se hvad der foregår, så de må sidde lidt endnu.
Min kvalme er næsten forsvundet, men min appetit er ikke så stor.
Jeg har svært ved at ligge på siden, især venstre. Jeg får smerter hele vejen fra hoften og ud i foden, men omvendt kan jeg ikke klare kun at ligge på ryggen hele tiden, så jeg prøver at skifte ofte.
Jeg begynder at trænge til at komme mere ud. Fx skal Lucas til klubmesterskab i karateklubben på lørdag og det er rigtig surt at jeg ikke kan være med.
19.03.2010
At økonomisere med kræfterne
Det har været endnu en lang dag uden ret meget indhold, og børnene er nu blevet hentet af deres morfar. De skal være der til på søndag, så her bliver stille i huset.
Til aften tænkte jeg at jeg godt kunne være oppegående mens Anders til beredte et hurtigt måltid, og jeg pressede endda 2 fed hvidløg og åbnede en dåse tun, med det resultat at jeg næsten ikke kunne sidde i de 5 minutter det tog at kaste maden indenbords.
Så jeg skal åbenbart ikke endnu tøffe rundt om aftenen umiddelbart inden jeg også skal sidde og spise.
Så det handler, præcis som jeg fik at vide på hospitalet om at planlægge og økonomisere med de få kræfter jeg har.
Suk... Det er jo ellers ikke fordi det er særlig vildt at presse et hvidløg. HAHA!
Til aften tænkte jeg at jeg godt kunne være oppegående mens Anders til beredte et hurtigt måltid, og jeg pressede endda 2 fed hvidløg og åbnede en dåse tun, med det resultat at jeg næsten ikke kunne sidde i de 5 minutter det tog at kaste maden indenbords.
Så jeg skal åbenbart ikke endnu tøffe rundt om aftenen umiddelbart inden jeg også skal sidde og spise.
Så det handler, præcis som jeg fik at vide på hospitalet om at planlægge og økonomisere med de få kræfter jeg har.
Suk... Det er jo ellers ikke fordi det er særlig vildt at presse et hvidløg. HAHA!
18.03.2010
Min aktuelle udfordring
Det er dejligt at være hjemme, men det er også en udfordring!
Jeg kan ingenting, jeg må ingenting, og langsomt aftager mine smerter.
Desværre er det IKKE ensbetydende med at jeg kan starte op med almindelige aktiviteter.
Jeg må fortsat ikke på nogen måde belaste min ryg, dvs max løfte 1-2 kg og kun tæt ind til kroppen. Ingen vrid, drejninger, for eller bagoverbøjninger. Kun sidde i 10-15 minutter. Hele tiden have adgang til at lægge mig i samme øjeblik jeg mærker den mindste træthed eller smerte i ryggen.
Idag har jeg haft det en lille smule bedre på smertefronten, og det er dejligt, men puuuh dagen bliver altså lang.
Når børnene kommer hjem er det meget begrænset hvad jeg kan stille op, i hvert fald med de små og jeg går mere i vejen end er til nytte hvis jeg forsøger at være med i noget. Det er svært.
Det er lidt nemmere med de store, de kan jo fysisk klare sig selv og jeg kan sagtens snakke og hygge mig med dem uden at kunne foretage mig ret meget fysisk.
Otto fik dog puttet i min seng til aften. Han kunne ikke sove og spurgte om han måtte komme over i mors seng. Så måtte det jo komme an på en prøve, Min nye madras er sådan en hård en som ikke 'gynger' så hvis kan kunne ligge stille var det jo ok. Det plejer han jo ikke at kunne, tværtimod plejer han at okse rundt og slå kolbøtter og hvad har vi, men i dag lå han mussestille og faldt i søvn.
Smerters intensitet
Før operationen sagde lægen til mig at når jeg vågnede ville jeg have smerter i en grad, jeg ikke vidste fandtes.
Jeg tvivlede faktisk på at han havde ret, fordi jeg har født mine 4 sønner uden at få nogen form for smertelindring, men bestemt ikke fordi jeg ikke oplevede veernes smerte.
Jeg har grublet over om han så havde ret. Var smerterne værre end veer?
Veernes styrke var for mig, kraftigere men til gengæld er veer gode smerter, som jeg kan arbejde med, som er tidsbegrænsede, ofte endda med en lille pause imellem og som indenfor overskuelig fremtid medfører et sandt mirakel. Det giver et helt andet udgangspunkt for smerte oplevelsen.
Når man har veer kan man som regel også bevæge sig i en eller anden grad og jeg har altid følt at jeg har kunnet bruge min vejrtrækning til at vende mig helt indad og acceptere smerterne som positive bølger der er rullet ind over min krop, med et klart defineret formål.
Disse smerter var helt anderledes.
Dvs jeg kunne sagtens acceptere smerterne efter operationen, men jeg kunne ikke ligge i flere dage og vende al opmærksomhed indad og jeg kunne heller ikke arbejde med smerten. Den var der bare konstant. Og for hver lille bevægelse blev den forstærket. Der var ingen udsigt til hvornår det ville stoppe og der var ingen ro omkring mig til at håndtere smerterne på den måde der var bedst for mig.
Fx føltes det voldsomt når hele min krop var i 'alarmberedskab' så alle sanser var skærpede og alligevel sløve af medicin, og der kørte et fjernsyn konstant, og ofte var der en masse besøgende hos de andre patienter som snakkede og grinede osv.
Så jo, han havde sådanset ret. Disse smerter var værre fordi omstændigederne var helt anderledes.
Jeg tvivlede faktisk på at han havde ret, fordi jeg har født mine 4 sønner uden at få nogen form for smertelindring, men bestemt ikke fordi jeg ikke oplevede veernes smerte.
Jeg har grublet over om han så havde ret. Var smerterne værre end veer?
Veernes styrke var for mig, kraftigere men til gengæld er veer gode smerter, som jeg kan arbejde med, som er tidsbegrænsede, ofte endda med en lille pause imellem og som indenfor overskuelig fremtid medfører et sandt mirakel. Det giver et helt andet udgangspunkt for smerte oplevelsen.
Når man har veer kan man som regel også bevæge sig i en eller anden grad og jeg har altid følt at jeg har kunnet bruge min vejrtrækning til at vende mig helt indad og acceptere smerterne som positive bølger der er rullet ind over min krop, med et klart defineret formål.
Disse smerter var helt anderledes.
Dvs jeg kunne sagtens acceptere smerterne efter operationen, men jeg kunne ikke ligge i flere dage og vende al opmærksomhed indad og jeg kunne heller ikke arbejde med smerten. Den var der bare konstant. Og for hver lille bevægelse blev den forstærket. Der var ingen udsigt til hvornår det ville stoppe og der var ingen ro omkring mig til at håndtere smerterne på den måde der var bedst for mig.
Fx føltes det voldsomt når hele min krop var i 'alarmberedskab' så alle sanser var skærpede og alligevel sløve af medicin, og der kørte et fjernsyn konstant, og ofte var der en masse besøgende hos de andre patienter som snakkede og grinede osv.
Så jo, han havde sådanset ret. Disse smerter var værre fordi omstændigederne var helt anderledes.
Lægelig Operations Beskrivelse
Indikation: Lavtsiddende lænderygsmerterinter intermitterende udstrålende smerter til begge underekstremiteter.
3 operatører
Generel anæstesi
Patologi:
Discus degeneration svarende til lumbosakrale overgang, MR modic forandringer
Lejres forsigtigt i bugleje med gel under albue, pande, knæ og ankler.
Længdegående incision skarpt gennem hud og subcutis ned til facien. Facien delespå hver side af processus spinosi eller muskulaturen frirougineres ud til facetledsniveau.
Der foretages bred laminektomi af lamina af L5. Den mediale tredjedel af facetleddet osteotomeres. De neurale strukturer mobiliseres medialt og der åbnes op til discusrummet bilateralt. Endepladerne præpareres og der indbankes en prøveprotese på 10 mm højde og 26 mm længde, kontrolleres endnu en gang under gennemlysning.
De to cages fyldes med høstet knogle og indbankes.
Gennemlysningsvejledt instrumenteres i L5 med variable pedikelskruer efter pediklerne åbnes med syl og probe, de kontrolleres med kugleføler. Ligeledes instrumenteres S1 med variable skruer.
Dekortikeres grundigt svarende til transversus af L5 samt sacrum kanten. Der monteres 2 40 mm stave der efterspændes med moment nøgle.
Den høstede crista cover knogle pakkes ud postlateralt sammen med restknogle fra laminektomien.
Peroperativt anlægges i højre kateter i laminektomien.
Sutur/dræn:
Facien lukkes over dræn med nul vicryl toner lidt subcutis Vicryl i huden.
Implantat: Ekspedium pedikelskruer samt cabstone.
Diagnose: DM472 Spondyloser med radikulopati, andre (H)
OP/US (Kode) KNAG74 Bagerste spondylodese med fiksation i columna lumbalis L5/S1
KNAG44 Forreste spondylodese med intern fiksation i columna lumbalis.
KABC56 Dekompression af lumbal spinalkanal og nerverod.
PLAN: Fladt TL på ryggen nogle timer og må herefter mobiliseres i henhold til vanlig dese regime.
Hvis pt.er cirkulatorisk og respiratorisk stabil kan hun overflyttes til Middelfart senere i dag.
Kort version på alm dansk:
Det meste af facetleddene i er fjernet, der er hentet ekstra knogle på hoften
Der er indsat 4 skruer og 2 stavebagfra og en 'klods' (cage) med knogle forfra
Nerverødderne er fritlagt
Generel anæstesi
Patologi:
Discus degeneration svarende til lumbosakrale overgang, MR modic forandringer
Lejres forsigtigt i bugleje med gel under albue, pande, knæ og ankler.
Længdegående incision skarpt gennem hud og subcutis ned til facien. Facien delespå hver side af processus spinosi eller muskulaturen frirougineres ud til facetledsniveau.
Der foretages bred laminektomi af lamina af L5. Den mediale tredjedel af facetleddet osteotomeres. De neurale strukturer mobiliseres medialt og der åbnes op til discusrummet bilateralt. Endepladerne præpareres og der indbankes en prøveprotese på 10 mm højde og 26 mm længde, kontrolleres endnu en gang under gennemlysning.
De to cages fyldes med høstet knogle og indbankes.
Gennemlysningsvejledt instrumenteres i L5 med variable pedikelskruer efter pediklerne åbnes med syl og probe, de kontrolleres med kugleføler. Ligeledes instrumenteres S1 med variable skruer.
Dekortikeres grundigt svarende til transversus af L5 samt sacrum kanten. Der monteres 2 40 mm stave der efterspændes med moment nøgle.
Den høstede crista cover knogle pakkes ud postlateralt sammen med restknogle fra laminektomien.
Peroperativt anlægges i højre kateter i laminektomien.
Sutur/dræn:
Facien lukkes over dræn med nul vicryl toner lidt subcutis Vicryl i huden.
Implantat: Ekspedium pedikelskruer samt cabstone.
Diagnose: DM472 Spondyloser med radikulopati, andre (H)
OP/US (Kode) KNAG74 Bagerste spondylodese med fiksation i columna lumbalis L5/S1
KNAG44 Forreste spondylodese med intern fiksation i columna lumbalis.
KABC56 Dekompression af lumbal spinalkanal og nerverod.
PLAN: Fladt TL på ryggen nogle timer og må herefter mobiliseres i henhold til vanlig dese regime.
Hvis pt.er cirkulatorisk og respiratorisk stabil kan hun overflyttes til Middelfart senere i dag.
Kort version på alm dansk:
Det meste af facetleddene i er fjernet, der er hentet ekstra knogle på hoften
Der er indsat 4 skruer og 2 stavebagfra og en 'klods' (cage) med knogle forfra
Nerverødderne er fritlagt
17.03.2010
Udskrivning
Mandag var dagen hvor 3 ud af 4 skulle udskrives, men da der var sygdom blandt lægerne, havde de en smule stress på.
I løbet af dagen fik jeg en udskrivningssamtale som dels var en evaluering af forløbet, information om fremtiden hjemme mm. Jeg foregik med en sygeplejerske og var en god måde at få afrundet på.
Der kom også en fys. og gav de sidste instruktioner.
Jeg skal starte genoptræning efter 12 uger i kommunalt regi. Dvs på plejehjemmet ligesom sidst. SUK. Jeg fik også gennemgået hjælpemidlerne en sidste gang.
Anders kom kl 13.30 og kl 14 fik jeg ekstra morfin til turen hjem, men lægen blev kaldt til operation og jeg kom derfor til at vente til kl. 17 før han kom og udskrev mig.
Jeg fik skema til udtrapning af medicin, piller til den første dag og en snak om hvordan status var, og om så spurgte jeg til genoptræning på Montebello i Spanien.
Han mente bestemt det ville være en god ide, men jeg skulle ikke starte med det allerede efter 12 uger. Hvis det kunne gøres så jeg først fik noget genoptræning i kommunalt regi, og derefter kom på Montebello ville det være rigtig godt. Han mente det ville være for stor belastning at lægge ud med et 3 ugers intensivt forløb som start. Og det giver jo meget god mening.
Jeg var nødt til at få en pille mere, også mod kvalme, og så drog vi ellers af sted i langsomt tempo, mod bilen.
På den måde endte jeg med at have fået rigtig meget medicin, så turen hjem gik bedre end jeg havde frygtet, selvom det på ingen måde var behageligt. Vi holdt 3-4 pauser undervejs, og det var dejligt og lidt overvældende at komme hjem til min dejlige familie. Klokken var næsten 20 før jeg nåede hjem, så de små skulle i seng ret hurtigt og det var nok meget godt, for der var ikke ret meget tilbage på min energifront.
Anders og Malthe havde rykket rundt i soveværelset så jeg nu har min egen seng og jeg har også fået et skråbord som kan køres ind over sengen, så jeg kan ligge ned og skrive på min netbook.
Såret ser sådan ud, gemt bag strips. Snittet er lagt i det gamle ar, så det kommer nok ikke til at være så meget anderledes. Måske lidt længere, det er svært at vurdere...
I løbet af dagen fik jeg en udskrivningssamtale som dels var en evaluering af forløbet, information om fremtiden hjemme mm. Jeg foregik med en sygeplejerske og var en god måde at få afrundet på.
Der kom også en fys. og gav de sidste instruktioner.
Jeg skal starte genoptræning efter 12 uger i kommunalt regi. Dvs på plejehjemmet ligesom sidst. SUK. Jeg fik også gennemgået hjælpemidlerne en sidste gang.
Anders kom kl 13.30 og kl 14 fik jeg ekstra morfin til turen hjem, men lægen blev kaldt til operation og jeg kom derfor til at vente til kl. 17 før han kom og udskrev mig.
Jeg fik skema til udtrapning af medicin, piller til den første dag og en snak om hvordan status var, og om så spurgte jeg til genoptræning på Montebello i Spanien.
Han mente bestemt det ville være en god ide, men jeg skulle ikke starte med det allerede efter 12 uger. Hvis det kunne gøres så jeg først fik noget genoptræning i kommunalt regi, og derefter kom på Montebello ville det være rigtig godt. Han mente det ville være for stor belastning at lægge ud med et 3 ugers intensivt forløb som start. Og det giver jo meget god mening.
Jeg var nødt til at få en pille mere, også mod kvalme, og så drog vi ellers af sted i langsomt tempo, mod bilen.
På den måde endte jeg med at have fået rigtig meget medicin, så turen hjem gik bedre end jeg havde frygtet, selvom det på ingen måde var behageligt. Vi holdt 3-4 pauser undervejs, og det var dejligt og lidt overvældende at komme hjem til min dejlige familie. Klokken var næsten 20 før jeg nåede hjem, så de små skulle i seng ret hurtigt og det var nok meget godt, for der var ikke ret meget tilbage på min energifront.
Anders og Malthe havde rykket rundt i soveværelset så jeg nu har min egen seng og jeg har også fået et skråbord som kan køres ind over sengen, så jeg kan ligge ned og skrive på min netbook.
Såret ser sådan ud, gemt bag strips. Snittet er lagt i det gamle ar, så det kommer nok ikke til at være så meget anderledes. Måske lidt længere, det er svært at vurdere...
Næstsidste dag
Søndag vågnede jeg efter en næsten normal søvn, så det havde hjulpet at gå væk fra Ketogan. Generelt er mine smerter ret slemme om morgenen, så der har jeg brug for noget til at tage toppen, før jeg kan komme ud af sengen. Denne formiddag blev brugt på at få sat gang i min mave, og det vil jeg ikke kommentere yderligere!
Over middag kom der en fysioterapeut og instruerede mig i at gå korrekt og jeg fik også prøvet et par trappetrin.
Om aftenen gik jeg for første gang selv op til spisestuen og spiste der sammen med min senge nabo.
Jeg fik set en masse dvd om denne aften. De andre på stuen sov generelt rigtig meget, men jeg er ikke vant til ret mange timers søvn, så jeg havde ikke nemt ved at sove allerede kl 22 som de andre. Jeg sov generelt fra lidt over midnat til kl 5.30. De andre sov ofte fra 22 til kl 8. Jeg havde en lille transportabel dvd afspiller beregnet til i bilen med, og selvfølgelig hovedtelefoner.
Over middag kom der en fysioterapeut og instruerede mig i at gå korrekt og jeg fik også prøvet et par trappetrin.
Om aftenen gik jeg for første gang selv op til spisestuen og spiste der sammen med min senge nabo.
Jeg fik set en masse dvd om denne aften. De andre på stuen sov generelt rigtig meget, men jeg er ikke vant til ret mange timers søvn, så jeg havde ikke nemt ved at sove allerede kl 22 som de andre. Jeg sov generelt fra lidt over midnat til kl 5.30. De andre sov ofte fra 22 til kl 8. Jeg havde en lille transportabel dvd afspiller beregnet til i bilen med, og selvfølgelig hovedtelefoner.
Fine blomster
Jeg fik rigtig mange blomster mens jeg var indlagt, men desværre har jeg kun billeder taget fra sengen.
Kurven fra ekvinderne:
4. dagen efter
Nætterne efter at jeg gik over til Ketogan blev bogstavelig talt et mareridt. Jeg drømte uendelige skræmmende drømme og lyde fra virkeligheden blandede sig med drømmene og til sidst gjorde mig ude af stand til at skælne hvad der var virkeligt og hvad der var drøm. På et tidspunkt troede jeg at vi alle lå der fordi JEG havde gjort et eller andet så alle havde brækket ryggen, og samtidig drømte jeg at jeg fald ud af sengen og væltede de andre senge, så alt fald ud og brækkede ryggen igen og igen. Andre drømme handlede om at de snork jeg kunne høre fra de andre patienter (OG de snorkede pænt meget) var lyden af folk der blev kvalt, uden at jeg kunne gøre noget ved det. Den 1. nat troede jeg bare det var tilfældigt. 2. nat turde jeg ikke lægge mig til at sove, så jeg hørte musik og forsøgte at undgå at falde i søvn. Indimellem græd jeg og når jeg alligevel faldt hen startede uhyggelighederne forfra.
Lørdag morgen ved stuegangvar jeg et nervevrag. Jeg var egentlig ikke klar over det, men da Mikkel spurgte om der var noget jeg ville spørge om, fik jeg spurgt om jeg kunne skifte medicin igen og så brød jeg ellers helt sammen. De talte en del med mig om det og var slet ikke i tvivl om at jeg skulle skifte omgående.
Efter stuegang skulle jeg have mit første bad efter operationen. Anders skulle komme med hele familien og jeg lugtede af død ged efter så mange dage i sengen, så det lå mig virkelig på sinde. Skuffelsen var da derfor også til at føle på, da jeg måtte vende om fordi jeg atter en gang blev svimmel.
Lidt efter kom Jeanette med sin søn Hjalte. (Hun er en af ekvinderne.) Det var godt nok en kæmpe overraskelse! De havde samlet ind og købt en fin kurv med alt mulig slik, blade, frugt, blomster og hele Sex and the City samlingen. Jeg har set enkelte afsnit for et par år siden, og det var meget skægt, så det skal jeg nok kunne fornøje mig med. Jeg blev virkelig rørt over besøget.
Bagefter kom en portør og kørte mig til røntgen. Jeg skulle stå op ved egen hjælp, og det havde jeg ikke gjort endnu. Jeg kunne mærke hvordan jeg igen blev dårlig, men jeg forsøgte at holde ud til de havde fået taget billederne. Efter 2 billeder gik de ind for at kigge på dem, og efterlod mig alene, så jeg måtte kalde og bede om at komme over i sengen. Svimmel, rystende og med kvalme igen. Øv.
Da jeg kom tilbage fik jeg hvilet og så lykkedes det mig at få et bad så jeg var nogenlunde anstændig da familien ankom. Eftersom det havde været en rigtig tudedag, begyndte jeg selvfølgelig også at tude da jeg så børnene. De var simpelthen så søde og meget forsigtige.
Lørdag morgen ved stuegangvar jeg et nervevrag. Jeg var egentlig ikke klar over det, men da Mikkel spurgte om der var noget jeg ville spørge om, fik jeg spurgt om jeg kunne skifte medicin igen og så brød jeg ellers helt sammen. De talte en del med mig om det og var slet ikke i tvivl om at jeg skulle skifte omgående.
Efter stuegang skulle jeg have mit første bad efter operationen. Anders skulle komme med hele familien og jeg lugtede af død ged efter så mange dage i sengen, så det lå mig virkelig på sinde. Skuffelsen var da derfor også til at føle på, da jeg måtte vende om fordi jeg atter en gang blev svimmel.
Lidt efter kom Jeanette med sin søn Hjalte. (Hun er en af ekvinderne.) Det var godt nok en kæmpe overraskelse! De havde samlet ind og købt en fin kurv med alt mulig slik, blade, frugt, blomster og hele Sex and the City samlingen. Jeg har set enkelte afsnit for et par år siden, og det var meget skægt, så det skal jeg nok kunne fornøje mig med. Jeg blev virkelig rørt over besøget.
Bagefter kom en portør og kørte mig til røntgen. Jeg skulle stå op ved egen hjælp, og det havde jeg ikke gjort endnu. Jeg kunne mærke hvordan jeg igen blev dårlig, men jeg forsøgte at holde ud til de havde fået taget billederne. Efter 2 billeder gik de ind for at kigge på dem, og efterlod mig alene, så jeg måtte kalde og bede om at komme over i sengen. Svimmel, rystende og med kvalme igen. Øv.
Da jeg kom tilbage fik jeg hvilet og så lykkedes det mig at få et bad så jeg var nogenlunde anstændig da familien ankom. Eftersom det havde været en rigtig tudedag, begyndte jeg selvfølgelig også at tude da jeg så børnene. De var simpelthen så søde og meget forsigtige.
2-3 dage efter operation
Grundet det lave blodtryk, kvalme, svimmelhed osv blev det besluttet at halvere mig i oxycontin og tage mig af Onynorm, men i stedet give Ketogan. Det har jeg fået før, inden min 1. operation, og det gik ok.
Det hjalp ikke alverden på mit blodtryk, men det blev lidt bedre med kvalme, så jeg synes umiddelbart det var et godt valg.
Langsomt i flere flere bitte små omgange kom jeg op at stå og sidenhen gå et par skridt i løbet af aftenen på 3. dagen. Pga det lave blodtryk var det kun i ganske kort tid hver gang, for jeg blev meget hurtigt svimmel.
Jeg fik fjernet blærekateteret så snart jeg var i stand til at komme over på en bækkenstol.
I starten blev der skærmet af så jeg kunne sidde der bag en skærm på stuen, men efter 2 forsøg hvor der ikke kom en dråbe, måtte jeg bede om at blive trillet ud på toilettet. Det gik bedre, og det var altså dejligt at opleve at den del stadig fungerede!
Jeg fik besøg af min veninde fredag eftermiddag, det var dejligt, men det kan jeg egentlig heller ikke huske ret meget af.
Det hjalp ikke alverden på mit blodtryk, men det blev lidt bedre med kvalme, så jeg synes umiddelbart det var et godt valg.
Langsomt i flere flere bitte små omgange kom jeg op at stå og sidenhen gå et par skridt i løbet af aftenen på 3. dagen. Pga det lave blodtryk var det kun i ganske kort tid hver gang, for jeg blev meget hurtigt svimmel.
Jeg fik fjernet blærekateteret så snart jeg var i stand til at komme over på en bækkenstol.
I starten blev der skærmet af så jeg kunne sidde der bag en skærm på stuen, men efter 2 forsøg hvor der ikke kom en dråbe, måtte jeg bede om at blive trillet ud på toilettet. Det gik bedre, og det var altså dejligt at opleve at den del stadig fungerede!
Jeg fik besøg af min veninde fredag eftermiddag, det var dejligt, men det kan jeg egentlig heller ikke huske ret meget af.
Dagen efter operationen
Natten mellem d. 9. og den 10. marts, havde jeg ikke bare smerter men kunne heller ikke mærke eller flytte mine ben eller fødder det mindste. Jeg var ikke bange, for jeg var slet ikke i tvivl om at det skyldes det epikateter der sad i min ryg, men sjovt var det altså heller ikke. Jeg måtte kalde en sygeplejerske hver gang jeg skulle vendes, også hvis det bare var en fod der var gledet ned så det trak min krop frem eller tilbage.
Næste morgen d. 10. marts kom Mikkel. Han bad mig prøve igen prøve at bevæge fødderne, men der var slet ingen reaktion.
"UD med det" sagde han. "Jeg tror ikke der er nogen der får ro i sindet før hun kan bevæge sine fødder igen, heller ikke jeg."
Nu skulle jeg i stedet udelukkende have piller og smertelindrig via den nål jeg stadig havde siddende i armen efter droppet. Jeg blev sat op til 4 X den dosis depot jeg fik inden operationen.
To sygeplejersker kom for at udtage epi kateteret. Det gik hurtigt og jeg kunne knapt nok mærke det, men det udløste kvalme, opkast, svimmelhed og koldsved. Mit blodtryk faldt til 76/39 og jeg havde det bare så skidt. Senere tog de sår drænet ud og det kunne jeg mærke som en svien, men det blev jeg ikke dårlig af.
Nu holdt de øje med mit blodtryk og det blev ved med at ligge lavt. Efterhånden som timerne gik begyndte jeg ganske langsomt at få bevægelighed og følelse i mine tæer igen.
Hen ad eftermiddagen ville de gerne have mig på højkant, så jeg kunne komme ud af sengen.
Det gjorde selvfølgelig ondt, og da jeg sad der på kanten blev jeg atter dårlig og tårnene begyndte at trille ned ad mine kinder.
Jeg blev lagt ned igen og de besluttede at forsøge at få mit blodtryk op, med noget de gav i drop. Det hjalp ikke rigtig og det endte med at de opgav at få mig ud af sengen den dag. Normalt kommer man allerede ud af sengen den 1. dag, ofte endda på opvågningsstuen, så de var ikke ret glade ved at lade mig ligge der, med blære kateter i 3 dage, men det kunne ikke rigtig være anderledes.
Anders var også på besøg, men det kan jeg ikke rigtig huske noget af.
Men han har åbenbart taget et billede til børnene.
Næste morgen d. 10. marts kom Mikkel. Han bad mig prøve igen prøve at bevæge fødderne, men der var slet ingen reaktion.
"UD med det" sagde han. "Jeg tror ikke der er nogen der får ro i sindet før hun kan bevæge sine fødder igen, heller ikke jeg."
Nu skulle jeg i stedet udelukkende have piller og smertelindrig via den nål jeg stadig havde siddende i armen efter droppet. Jeg blev sat op til 4 X den dosis depot jeg fik inden operationen.
To sygeplejersker kom for at udtage epi kateteret. Det gik hurtigt og jeg kunne knapt nok mærke det, men det udløste kvalme, opkast, svimmelhed og koldsved. Mit blodtryk faldt til 76/39 og jeg havde det bare så skidt. Senere tog de sår drænet ud og det kunne jeg mærke som en svien, men det blev jeg ikke dårlig af.
Nu holdt de øje med mit blodtryk og det blev ved med at ligge lavt. Efterhånden som timerne gik begyndte jeg ganske langsomt at få bevægelighed og følelse i mine tæer igen.
Hen ad eftermiddagen ville de gerne have mig på højkant, så jeg kunne komme ud af sengen.
Det gjorde selvfølgelig ondt, og da jeg sad der på kanten blev jeg atter dårlig og tårnene begyndte at trille ned ad mine kinder.
Jeg blev lagt ned igen og de besluttede at forsøge at få mit blodtryk op, med noget de gav i drop. Det hjalp ikke rigtig og det endte med at de opgav at få mig ud af sengen den dag. Normalt kommer man allerede ud af sengen den 1. dag, ofte endda på opvågningsstuen, så de var ikke ret glade ved at lade mig ligge der, med blære kateter i 3 dage, men det kunne ikke rigtig være anderledes.
Anders var også på besøg, men det kan jeg ikke rigtig huske noget af.
Men han har åbenbart taget et billede til børnene.
Sygeplejersken som passede mig i dagvagt hele ugen fortjener en stjerne.
Lige da jeg så hente tænkte jeg at hun så lidt bister ud, men hun var så god ved mig at det vat helt ufatteligt. Hun fangede hurtigt at jeg ikke rigtig havde lyst til mad, pga udtalt kvalme, men hun stod på hoved for at gøre mig tilpas og friste mig alligevel. Fandt suppe i fryseren, skar frugt i både, fandt pepsi max, og en special proteindrik som jeg vist har været den eneste der kunne lide. Hun fandt protein beriget is, hentede ekstra isterninger, flyttede pålæg over på brød uden smør og spurgte hele tiden hvad jeg havde lyst til.
13.03.2010
Allergisk reaktion
På det leje hvor mit ansigt var placeret under operationen, lå der noget skumgummi som jeg åbenbart er allergisk overfor. Det gav mig en slags forbrænding i ansigtet svarende til en vaskebjørn eller et par ordentlige skibriller.
Det var noget af de første alt personale sagde til mig i dagene efter: Guuud hvad er der sket med dig. Eftersom jeg ikke selv havde set det og jeg ligger her af en rimelig klart defineret årsag var det forvirrende i starten: Øh ja jeg er blevet opereret i ryggen?? Men jeg vænnede mig til det, og nu er det heldigvis meget aftagende, bare tørt og afskallende med et par sår.
"Husk at sige det næste gang" fik jeg at vide i dag af en sygeplejerske.
Næste gang??? det satser jeg ikke på bliver nødvendigt!
Det var noget af de første alt personale sagde til mig i dagene efter: Guuud hvad er der sket med dig. Eftersom jeg ikke selv havde set det og jeg ligger her af en rimelig klart defineret årsag var det forvirrende i starten: Øh ja jeg er blevet opereret i ryggen?? Men jeg vænnede mig til det, og nu er det heldigvis meget aftagende, bare tørt og afskallende med et par sår.
"Husk at sige det næste gang" fik jeg at vide i dag af en sygeplejerske.
Næste gang??? det satser jeg ikke på bliver nødvendigt!
360 grader instrumenteret spondylodese operation
Jeg ville have skrevet hver dag så jeg kunne have fået det hele med men det har jeg ikke kunnet overholde. I stedet vil jeg forsøge at genskabe forløbet så godt jeg kan ud fra min lidt hullede hukommelse, og de opdateringer det åbenbart er lykkedes mig at lave på facebook.
Umiddelbart efter mit sidste indlæg blev jeg hentet af en portør. Jeg nåede ikke engang at skrive den sidste sætning færdig...
Jeg blev placeret i et lille indsovningsrum og snart begyndte forskellige persner at indfinde og præsentere sig. En narkosesygelejerske gik i gang med at lægge drop. Det tog hende lang tid og mange stik. Men hun endte med at få det sat i, et stykke oppe af armen. En anden lagde en måler ind i pulsåren på højre arm, så min puls og blodtryk hele tiden ville være overvåget under operationen.
Jeg blev spurgt om jeg havde tendens til kvalme, køresyge og lign, hvilket er tilfældet og de ville derfor sørge for at give noget kvalmestillende inden jeg blev lagt til opvågning. Så sagde de godnat og bad mig om at tænke på noget godt. Jeg gentog inde i hovedet: Lucas, Malthe, Nilas Otto, Lucas, Malthe, Nilas Otto, Lucas, Malthe, Nilas Otto, Lucas, Malthe, Nilas Otto, Lucas, Malthe, Nilas Otto, .... indtil jeg faldt i søvn
Operationen varede omkring 2,5 time og blev udført af 3 kirurger + andet personale. Da jeg havde læst på nettet at det kunne tage op til 6-7 timer syntes jeg jo det var ingenting.
Da jeg vågnede var der smerter og forvirring. Jeg var koblet til et epidural smertekateter, dvs et kateter der er lagt ind i rygmarvskanalen, hvor der automatisk pumpes morfin ind og lægger lokal bedøvelse i et afgrænset område. Det skulle lægge bedøvelsen som et bælte hen over lænden og maven i det område hvor jeg var opereret, men det var ikke blevet sat i gang inden opvågning. Jeg vågnede derfor op uden smertedækning, til stor ærgelse for personalet på opvågningen, som blev ved med at gentage: "Få styr på den smerte pumpe, det er synd hun skal vågne op med så mange smerter."
Jeg tror ikke jeg åbnede øjnene ret meget for jeg har ingen erindring om ansigter eller selve det rum jeg var i, kun at det virkede småt. Muligvis var der flere til opvågning, men jeg er ikke sikker.
Det første jeg blev spurgt om var; " Hvis du på VAS skalaen fra 0-10, hvor 0 er ingen smerte og 10 er den voldsommeste smerte du kan forestille dig, hvor er du så nu?" Jeg tror jeg sagde 9.
Dernæst blev jeg spurgt om jeg frøs.
Jeg frøs så jeg rystede og fik en kæmpe føntørrer agtig ting under dynen. Det var skønt, for at fryse samtidig med smerter er rigtig rigtig ubehageligt.
Jeg fik kraftig kvalme og fik noget imod det igen.
Smertepumpen var kommet i gang, og havde givet mig en følelses af at mine fødder var pakket ind i kæmpe store skisokker eller var lavet af papmache, men jeg syntes ikke det havde nogen effekt på smerterne. Måske fra 9 til 8, men fik derfor også morfin i pille form. Efter et stykke tid faldt jeg i søvn igen, og næste gang jeg vågnede, blev jeg atter spurgt til et VAS tal og på et eller andet tidspunkt blev jeg kørt tilbage til stuen, hvor jeg havde været inden operationen. Mikkel kom forbi og sagde god for at jeg kunne komme tilbage til Middelfart, men jeg tror ikke han sagde ret meget mere, blot at han ville komme og tale med mig på Middelfart og at det var forløbet fint..
Jeg gruede for turen tilbage i ambulance men jeg havde bedt om ekstra morfin så jeg sov faktisk det meste af vejen.
På Middelfart var de andre patienter blevet udskrevet, og jeg var således alene på 4 seng stuen. Det var ganske rart, med så mange smerter. Jeg kan ikke huske ret meget af hvad der foregik. Det forekommer tåget og det jeg bedst kan mindes er at hver gang jeg åbnede mine øjne blev jeg spurgt : På en skala fra 0-10 hvor er dine smerter, og hver gang gik der et øjeblik, så fik jeg en eller flere piller.
Sent om aftenen eller natten havde de åbenbart vanskeligt ved at smertedække mig igen og lavede en istest. Det foregår ved at stoppe en isterning i en gummihandske og sætte den på maven og ryggen forskellige steder, og så skulle jeg svare på om jeg kunne mærke kulden og om den var svagere nogen steder.
Den var præcis lige så kold som en isterning er, uanset hvor de satten den.
De kaldte en narkoselæge for at han kunne vurdere om epidural kateteret måske ikke virkede.
Han valgte at sprøjte noget direkte i, udenom pumpen, i håb om at det kunne hjælpe. Desværre havde det ikke den ønskede virkning, for i stedet for at smerterne i ryggen aftog, forsvandt min følelse og kraft fra blæren og ned. Jeg blev bedt om at vippe med tæerne men jeg kunne intet, jeg var praktisk taget helt lam.
Narkoselægen og sygeplejersken talte om hvad de skulle stille op og endte med at lade epiduralen køre natten over og så måtte Mikkel tage stilling til den næste dag.
Umiddelbart efter mit sidste indlæg blev jeg hentet af en portør. Jeg nåede ikke engang at skrive den sidste sætning færdig...
Jeg blev placeret i et lille indsovningsrum og snart begyndte forskellige persner at indfinde og præsentere sig. En narkosesygelejerske gik i gang med at lægge drop. Det tog hende lang tid og mange stik. Men hun endte med at få det sat i, et stykke oppe af armen. En anden lagde en måler ind i pulsåren på højre arm, så min puls og blodtryk hele tiden ville være overvåget under operationen.
Jeg blev spurgt om jeg havde tendens til kvalme, køresyge og lign, hvilket er tilfældet og de ville derfor sørge for at give noget kvalmestillende inden jeg blev lagt til opvågning. Så sagde de godnat og bad mig om at tænke på noget godt. Jeg gentog inde i hovedet: Lucas, Malthe, Nilas Otto, Lucas, Malthe, Nilas Otto, Lucas, Malthe, Nilas Otto, Lucas, Malthe, Nilas Otto, Lucas, Malthe, Nilas Otto, .... indtil jeg faldt i søvn
Operationen varede omkring 2,5 time og blev udført af 3 kirurger + andet personale. Da jeg havde læst på nettet at det kunne tage op til 6-7 timer syntes jeg jo det var ingenting.
Da jeg vågnede var der smerter og forvirring. Jeg var koblet til et epidural smertekateter, dvs et kateter der er lagt ind i rygmarvskanalen, hvor der automatisk pumpes morfin ind og lægger lokal bedøvelse i et afgrænset område. Det skulle lægge bedøvelsen som et bælte hen over lænden og maven i det område hvor jeg var opereret, men det var ikke blevet sat i gang inden opvågning. Jeg vågnede derfor op uden smertedækning, til stor ærgelse for personalet på opvågningen, som blev ved med at gentage: "Få styr på den smerte pumpe, det er synd hun skal vågne op med så mange smerter."
Jeg tror ikke jeg åbnede øjnene ret meget for jeg har ingen erindring om ansigter eller selve det rum jeg var i, kun at det virkede småt. Muligvis var der flere til opvågning, men jeg er ikke sikker.
Det første jeg blev spurgt om var; " Hvis du på VAS skalaen fra 0-10, hvor 0 er ingen smerte og 10 er den voldsommeste smerte du kan forestille dig, hvor er du så nu?" Jeg tror jeg sagde 9.
Dernæst blev jeg spurgt om jeg frøs.
Jeg frøs så jeg rystede og fik en kæmpe føntørrer agtig ting under dynen. Det var skønt, for at fryse samtidig med smerter er rigtig rigtig ubehageligt.
En af sygeplejerskerne kunne lægge akupunktur nåle som smertelindring og spurgte om jeg havde noget imod det. Jeg orkede ikke at svare ret omfattende og var egentlig ligeglad, men vidste at de ikke ville hjælpe. Jeg har fået akupunktur en del gange tidligere og i bedste fald har det været uden effekt.
Jeg fik sat en del nåle, men jeg kan faktisk ikke huske hvor eller hvor længe. I hvert fald hjalp de ikke, og så kan jeg huske at det må have været en anden sygeplejerske der tog dem ud, for hun var meget forundret over hvor dybt de sad.
Jeg fik kraftig kvalme og fik noget imod det igen.
Smertepumpen var kommet i gang, og havde givet mig en følelses af at mine fødder var pakket ind i kæmpe store skisokker eller var lavet af papmache, men jeg syntes ikke det havde nogen effekt på smerterne. Måske fra 9 til 8, men fik derfor også morfin i pille form. Efter et stykke tid faldt jeg i søvn igen, og næste gang jeg vågnede, blev jeg atter spurgt til et VAS tal og på et eller andet tidspunkt blev jeg kørt tilbage til stuen, hvor jeg havde været inden operationen. Mikkel kom forbi og sagde god for at jeg kunne komme tilbage til Middelfart, men jeg tror ikke han sagde ret meget mere, blot at han ville komme og tale med mig på Middelfart og at det var forløbet fint..
Jeg gruede for turen tilbage i ambulance men jeg havde bedt om ekstra morfin så jeg sov faktisk det meste af vejen.
På Middelfart var de andre patienter blevet udskrevet, og jeg var således alene på 4 seng stuen. Det var ganske rart, med så mange smerter. Jeg kan ikke huske ret meget af hvad der foregik. Det forekommer tåget og det jeg bedst kan mindes er at hver gang jeg åbnede mine øjne blev jeg spurgt : På en skala fra 0-10 hvor er dine smerter, og hver gang gik der et øjeblik, så fik jeg en eller flere piller.
Sent om aftenen eller natten havde de åbenbart vanskeligt ved at smertedække mig igen og lavede en istest. Det foregår ved at stoppe en isterning i en gummihandske og sætte den på maven og ryggen forskellige steder, og så skulle jeg svare på om jeg kunne mærke kulden og om den var svagere nogen steder.
Den var præcis lige så kold som en isterning er, uanset hvor de satten den.
De kaldte en narkoselæge for at han kunne vurdere om epidural kateteret måske ikke virkede.
Han valgte at sprøjte noget direkte i, udenom pumpen, i håb om at det kunne hjælpe. Desværre havde det ikke den ønskede virkning, for i stedet for at smerterne i ryggen aftog, forsvandt min følelse og kraft fra blæren og ned. Jeg blev bedt om at vippe med tæerne men jeg kunne intet, jeg var praktisk taget helt lam.
Narkoselægen og sygeplejersken talte om hvad de skulle stille op og endte med at lade epiduralen køre natten over og så måtte Mikkel tage stilling til den næste dag.
09.03.2010
Har talt med Kirurgen
Mikkel Andersen har lige været forbi for at gennemgå det hele igen. Han er nu opvej ned og gøre klar. Jeg
Ankommet til Vejle
Jeg er ankommet til Vejle efter en udemærket tur i ambulance. Fik en god snak om politik med falckredderen.
08.03.2010
Aften inden operation
Det har været en dag med begivenheder, som jeg dog ikke rigtig har taget del i. Et familiemedlem er gået bort. Han blev 95 så det var ikke uventet, men derfor er det jo alligevel trist når det sker.
Udover det har der været en række større og mindre ting som der altid er, men det hele er blevet løst, selv jeg har måttet sende bolden videre.
Nu er det vist snart sovetid, men først vil jeg liste ud og tage et bad, så jeg er klar til i morgen tidlig.
Udover det har der været en række større og mindre ting som der altid er, men det hele er blevet løst, selv jeg har måttet sende bolden videre.
Nu er det vist snart sovetid, men først vil jeg liste ud og tage et bad, så jeg er klar til i morgen tidlig.
Installeret på Middelfart
Kl 11 blev jeg indlagt på Middelfart sygehus og nu har jeg fået taget blodprøver og diverse.
Her er koldt og afgjort ikke de samme forhold som der var på privat hospitalet i Odense. Jeg ligger på en 4 sengs stue med toilet på gangen, punkterede ruder, men personalet er flinke og venlige, og da jeg alt andet lige går ind for gode velfungerende offentlige sygehuse, skal jeg skam ikke klage over bagateller som den ydre beskaffenhed.
Ved 2 tiden talte jeg med operatøren.
Jeg skal ikke opereres på Middelfart sygehus alligevel, men på Vejle. Jeg bliver derfor hentet i morgen af Falck og kørt til Vejle. Jeg skal være klar kl. 5.45, så jeg skal tidligt op!
Han har besluttet at jeg skal have lavet en 360 grader dese operation, dvs først går de ind bagfra og sætter skruer og stænger i, derefter går de ind på forsiden og sætteren klods i, i stedet for diskus. De laver dog det hele via ryggen, så de åbner ikke maven.
Operatøren advarede mig om at jeg skulle være forberedt på at jeg vil få smerter jeg ikke havde forestillet mig fandtes. Meeeen nu har jeg trods alt født 4 børn så det kan godt være jeg ved de findes, men bare har glemt det... Tænker jeg.
Anders er lige kørt hjem ad. Der sker alligevel ikke mere i dag og jeg er rolig og afklaret, så jeg har ikke noget voldsomt behov for at blive holdt i hånden eller aet på håret.
Efter operationen i morgen, bliver jeg kørt tilbage til Middelfart med Falck.Det bliver sikkert en rædsom tur, hvis jeg har de værste smerter jeg kan forestille mig og skal ligge på en af Falcks hårde bårer og bumle rundt, men det kan vel næsten ikke blive værre når man er der hvor det ER det værste man kan forestille sig.
Jeg har fået udleveret støttestrømper og er ellers selvkørende til i morgen.
Maden står i dagligstuen for enden af gangen, så der tager man bare hvad man vil have. Anders tryllede et par Pepsi Max frem, og mit internet virker glimrende så nu er der vist ikke ret meget mere jeg kan ønske mig.
Her er koldt og afgjort ikke de samme forhold som der var på privat hospitalet i Odense. Jeg ligger på en 4 sengs stue med toilet på gangen, punkterede ruder, men personalet er flinke og venlige, og da jeg alt andet lige går ind for gode velfungerende offentlige sygehuse, skal jeg skam ikke klage over bagateller som den ydre beskaffenhed.
Ved 2 tiden talte jeg med operatøren.
Jeg skal ikke opereres på Middelfart sygehus alligevel, men på Vejle. Jeg bliver derfor hentet i morgen af Falck og kørt til Vejle. Jeg skal være klar kl. 5.45, så jeg skal tidligt op!
Han har besluttet at jeg skal have lavet en 360 grader dese operation, dvs først går de ind bagfra og sætter skruer og stænger i, derefter går de ind på forsiden og sætteren klods i, i stedet for diskus. De laver dog det hele via ryggen, så de åbner ikke maven.
Operatøren advarede mig om at jeg skulle være forberedt på at jeg vil få smerter jeg ikke havde forestillet mig fandtes. Meeeen nu har jeg trods alt født 4 børn så det kan godt være jeg ved de findes, men bare har glemt det... Tænker jeg.
Anders er lige kørt hjem ad. Der sker alligevel ikke mere i dag og jeg er rolig og afklaret, så jeg har ikke noget voldsomt behov for at blive holdt i hånden eller aet på håret.
Efter operationen i morgen, bliver jeg kørt tilbage til Middelfart med Falck.Det bliver sikkert en rædsom tur, hvis jeg har de værste smerter jeg kan forestille mig og skal ligge på en af Falcks hårde bårer og bumle rundt, men det kan vel næsten ikke blive værre når man er der hvor det ER det værste man kan forestille sig.
Jeg har fået udleveret støttestrømper og er ellers selvkørende til i morgen.
Maden står i dagligstuen for enden af gangen, så der tager man bare hvad man vil have. Anders tryllede et par Pepsi Max frem, og mit internet virker glimrende så nu er der vist ikke ret meget mere jeg kan ønske mig.
Sidste aften inden
Sidste aften inden jeg skal indlægges...
Jeg har pakket - svært at finde ud af hvad jeg skal tage med, men jeg er i hvert fald forsynet med elektronik der burde kunne underholde mig et stykke tid.
Indimellem bliver jeg nervøs i et par sekunder, men jeg er ikke sådan RIGTIG nervøs. Det underlige er at jeg i lighed med sidste gang, føler at jeg tager afsked, fordi jeg jo i realiteten gør klar til at familien kan klare sig uden mig. Det er en underlig og ikke særlig behagelig følelse, men sådan er det nok i sådanne situationer.
Nå, jeg skal sove, er vildt træt, selvom jeg tog mig en morfar på sofaen da resten af familien så film.
Jeg har pakket - svært at finde ud af hvad jeg skal tage med, men jeg er i hvert fald forsynet med elektronik der burde kunne underholde mig et stykke tid.
Indimellem bliver jeg nervøs i et par sekunder, men jeg er ikke sådan RIGTIG nervøs. Det underlige er at jeg i lighed med sidste gang, føler at jeg tager afsked, fordi jeg jo i realiteten gør klar til at familien kan klare sig uden mig. Det er en underlig og ikke særlig behagelig følelse, men sådan er det nok i sådanne situationer.
Nå, jeg skal sove, er vildt træt, selvom jeg tog mig en morfar på sofaen da resten af familien så film.
04.03.2010
Så er det snart
Og jeg har ikke fået skrevet... Vores ene bil har været brudt sammen 2 gange på en uge - den ene gang på Køge Bugt motorvejen i morgentrafikken, og ja, der har bare i det hele taget været kaotisk, i hvert fald oplevet gennem mine øjne, for jeg har egentlig bare brug for ro nu. Ro til at blive mentalt klar, få ryddet op i alt der skal ryddes op i, også indvendigt.
Jeg har forsøgt at forberede alt til familien. Og har knoklet alt for meget på den konto. Der er mad til 14 dage i fryseren og skrevet skemaer og huskesedler i lange baner.
Men der er jo også lige en 3 og en 5 års fødselsdags der skal fejres de næste 2 dage og min dårlige samvittighed over at jeg ikke synes jeg slår til. Nilas ville have haft børnehaven med hjem, og jeg måtte skuffe ham med et nej. Har forsøgt at kompensere ved at lave en Bakugan kage - og så ville han hellere have haft en kagemand. Suk.
Nu har jeg så til gengæld så ondt i mit højre ben og fod, af at have stået og rodet med det den halve dag, at ikke engang mine ekstra piller hjælper.
Jeg er nervøs nu.
Ved ikke præcis hvad jeg er mest nervøs for. Måske hvordan familien skal klare sig.
Men så er jeg jo heller ikke vigtigere vel, selvfølgelig skal de nok klare sig. Håber bare alle børn får sin medicin hver dag,at dyrene også får mad og Otto ikke bliver for ked af det. De andre ved hvordan det er at være adskilt fra moar, men Otto er ret tæt på mig og har kun prøvet at være væk en enkelt overnatning.
Mange spørger mig om jeg kommer til at ride eller løbe igen. Men jeg ved det jo ikke. Og det er lagt væk på en hylde der er så højt oppe at jeg ikke kan nå det, men må nøjes med bare at tænke på at det ligger dér og venter på mig.
En sagde for nylig et eller andet om hvad man vil tænke tilbage på nå man er 90 og ærgre sig over at man ikke fik gjort noget mere ved.
Jeg er godt nok ikke 90, men jeg ærgrer mig meget over at jeg ikke fik løbet og redet endnu mere mens jeg kunne.
Jeg skulle være blevet indenfor galoppen. Det halve år jeg fik på galopheste, inden min ryg stod af, var fantastisk. Endelig var jeg kommet hjem igen.
Nu er det nok for sent, og de drømme jeg havde knyttede sig netop til dét. Det er et stort tab, og hvis ikke jeg kan genoptage det, må jeg nok arbejde på at finde nye drømme.
Det er for tidligt ikke længere at drømme om noget, når man er 35 år.
Jeg er bare gået i stå i min luftlomme.
Jeg har forsøgt at forberede alt til familien. Og har knoklet alt for meget på den konto. Der er mad til 14 dage i fryseren og skrevet skemaer og huskesedler i lange baner.
Men der er jo også lige en 3 og en 5 års fødselsdags der skal fejres de næste 2 dage og min dårlige samvittighed over at jeg ikke synes jeg slår til. Nilas ville have haft børnehaven med hjem, og jeg måtte skuffe ham med et nej. Har forsøgt at kompensere ved at lave en Bakugan kage - og så ville han hellere have haft en kagemand. Suk.
Nu har jeg så til gengæld så ondt i mit højre ben og fod, af at have stået og rodet med det den halve dag, at ikke engang mine ekstra piller hjælper.
Jeg er nervøs nu.
Ved ikke præcis hvad jeg er mest nervøs for. Måske hvordan familien skal klare sig.
Men så er jeg jo heller ikke vigtigere vel, selvfølgelig skal de nok klare sig. Håber bare alle børn får sin medicin hver dag,at dyrene også får mad og Otto ikke bliver for ked af det. De andre ved hvordan det er at være adskilt fra moar, men Otto er ret tæt på mig og har kun prøvet at være væk en enkelt overnatning.
Mange spørger mig om jeg kommer til at ride eller løbe igen. Men jeg ved det jo ikke. Og det er lagt væk på en hylde der er så højt oppe at jeg ikke kan nå det, men må nøjes med bare at tænke på at det ligger dér og venter på mig.
En sagde for nylig et eller andet om hvad man vil tænke tilbage på nå man er 90 og ærgre sig over at man ikke fik gjort noget mere ved.
Jeg er godt nok ikke 90, men jeg ærgrer mig meget over at jeg ikke fik løbet og redet endnu mere mens jeg kunne.
Jeg skulle være blevet indenfor galoppen. Det halve år jeg fik på galopheste, inden min ryg stod af, var fantastisk. Endelig var jeg kommet hjem igen.
Nu er det nok for sent, og de drømme jeg havde knyttede sig netop til dét. Det er et stort tab, og hvis ikke jeg kan genoptage det, må jeg nok arbejde på at finde nye drømme.
Det er for tidligt ikke længere at drømme om noget, når man er 35 år.
Jeg er bare gået i stå i min luftlomme.
16.02.2010
Layout
De seneste dage har jeg rodet med at finde et layout der passede mig, men det har ikke været let.
I dag gik jeg derfor ud med mit kamera for at tage et billede der kunne bruges. Når nu bloggen hedder dugfrisk måtte der selvfølgelig være vand indblandet. Men dug er der altså ikke så meget af her midt i sneen, så jeg tog en flaske med almindeligt vand med, og legede lidt med det.
Jeg endte med en 20-30 billeder og valgte dette, til brug i layoutet, og desuden holde farverne i samme palet.
Nu synes jeg omsider det er fint - Men det forudsætter jo at der opdateres med noget der matcher når årstiden skifter...
14.02.2010
Valentins dag
Jeg har overrasket min mand og nu er vi på vej på date. Opdateres ....
Skrevet fra min Iphone på motorvejen
Skrevet fra min Iphone på motorvejen
Afslapning
På Ekvinde kører hele tiden en lille fotokonkurrence med forskellige emner. Pt er emnet "Afslapning" og jeg har skyndt mig at tage et billede da der er deadline i dag. Jeg er næsten altid i sidste øjeblik, eller glemmer det helt, selvom jeg faktisk synes det er ret skægt at være med.
Nå, men jeg havde tanker om at tage billede af noget uden personer eller dyr, mest for at gøre noget anderledes end de andre. Men så lå Otto lige og var så kær på sofaen at det blev ham...
Døm selv...
Det er det øverste billede jeg har brugt, men jeg var meget i tvivl...
Nå, men jeg havde tanker om at tage billede af noget uden personer eller dyr, mest for at gøre noget anderledes end de andre. Men så lå Otto lige og var så kær på sofaen at det blev ham...
Døm selv...
Det er det øverste billede jeg har brugt, men jeg var meget i tvivl...
06.02.2010
Tanker om indlæggelse
Jeg ved at jeg finder det svært at være hjælpeløs. Det er frustrerende, nedværdigende og sølle. Jeg er typen der undskylder konstant. Undskuld, men jeg besvimer nu, undskyld jeg skal altså kaste op, undskyld jeg har rigtig ondt. Og samtidig bliver jeg såret og vred i mit stille sind, hvis jeg bliver behandlet dårligt og talt uhøfligt eller uempatisk til.
Denne gang skal jeg opereres i lang tid. Min krop skal overlades til fremmede mennesker i timevis, og når jeg vågner er jeg så dopet at jeg ikke kan lægge 2 og 2 sammen. Jeg kan ikke engang selv gå på toilettet
Da jeg blev opereret for diskusprolaps bad jeg om lov til at beholde min BH på. Det syntes sygeplejersken var meget mærkeligt, men jeg fik lov. Og gud hvor var jeg glad for at jeg ikke skulle være uden BH i mange timer bagefter.
Letterlig detalje, men det er meget ubehageligt for mig ikke at have bh på, så det handler vel om at bevare et minimum af værdighed.
Selve operationen skal nok gå godt. Det er jeg nødt til at stole på. Ellers bliver jeg jo sindsyg.
Næste latterlige detalje er den formentlig manglende comfort på et offentligt hospital... Jeg skal være der i mange dage, dele stue med nogen jeg ikke kender, undvære besøg fordi det er rimelig langt væk fra mit hjem og endnu længere væk fra resten af min familie, undvære tv og leve med en radio hvor man sikkert kan vælge mellem 2 forskellige skrat kanaler der sender hhv lokalradio fra Middelfart og omegn, og en landsdækkende radiostation med dansktop musik.
HELDIGVIS har jeg jo min iPhone, og jeg er gået i gang med forberedelserne. Har opgraderet til et mere passende abonnement hvis jeg skal tale og sms'e mere, og har købt surf til at gå på nettet. Jeg regner ikke med at de ligefrem tilbyder adgang til trådløst netværk, og hvis de gør er det sikkert i uorden.
Lige nu overvejer jeg desuden om der skal indkøbes 1 stk mini notebook, nu da vi alligevel får smidt gratis mobilt bredbånd i nakken de næste 6 måneder.
Kold Cola Light bliver også et problem, gad vide om jeg kommer til at ligge og ryste som en junkie der tager en kold tyrker, når jeg ikke får min dagsration. Måske jeg tørrer helt ind og visner pga væskemangel. Lad mig gætte: Man kan vælge imellem rød sukkersaft, vand og juice. ØV! Lad os se om jeg får ret...
Men det kan også være at jeg er ret ligeglad med det alt sammen. Jeg ved jo godt at en rygoperation er pænt smertefuld, så enten befinder jeg mig i min egen smerteverden, og ellers i min egen dopede morfinverden...
- Men ville nu alligevel godt have haft enestue med trådløst netværk, fladskærm, gratis frugt, kaffe og cola light ad libitum. - Og én sygeplejerne pr 2 patienter.
Men det allerværste: Jeg skal undvære alle mine unger på en gang i mange flere dage end jeg tidligere har prøvet. Det skal nok komme til at trække tårer, når jeg ligger der og synes verden er styg og ond...
Denne gang skal jeg opereres i lang tid. Min krop skal overlades til fremmede mennesker i timevis, og når jeg vågner er jeg så dopet at jeg ikke kan lægge 2 og 2 sammen. Jeg kan ikke engang selv gå på toilettet
Da jeg blev opereret for diskusprolaps bad jeg om lov til at beholde min BH på. Det syntes sygeplejersken var meget mærkeligt, men jeg fik lov. Og gud hvor var jeg glad for at jeg ikke skulle være uden BH i mange timer bagefter.
Letterlig detalje, men det er meget ubehageligt for mig ikke at have bh på, så det handler vel om at bevare et minimum af værdighed.
Selve operationen skal nok gå godt. Det er jeg nødt til at stole på. Ellers bliver jeg jo sindsyg.
Næste latterlige detalje er den formentlig manglende comfort på et offentligt hospital... Jeg skal være der i mange dage, dele stue med nogen jeg ikke kender, undvære besøg fordi det er rimelig langt væk fra mit hjem og endnu længere væk fra resten af min familie, undvære tv og leve med en radio hvor man sikkert kan vælge mellem 2 forskellige skrat kanaler der sender hhv lokalradio fra Middelfart og omegn, og en landsdækkende radiostation med dansktop musik.
HELDIGVIS har jeg jo min iPhone, og jeg er gået i gang med forberedelserne. Har opgraderet til et mere passende abonnement hvis jeg skal tale og sms'e mere, og har købt surf til at gå på nettet. Jeg regner ikke med at de ligefrem tilbyder adgang til trådløst netværk, og hvis de gør er det sikkert i uorden.
Lige nu overvejer jeg desuden om der skal indkøbes 1 stk mini notebook, nu da vi alligevel får smidt gratis mobilt bredbånd i nakken de næste 6 måneder.
Kold Cola Light bliver også et problem, gad vide om jeg kommer til at ligge og ryste som en junkie der tager en kold tyrker, når jeg ikke får min dagsration. Måske jeg tørrer helt ind og visner pga væskemangel. Lad mig gætte: Man kan vælge imellem rød sukkersaft, vand og juice. ØV! Lad os se om jeg får ret...
Men det kan også være at jeg er ret ligeglad med det alt sammen. Jeg ved jo godt at en rygoperation er pænt smertefuld, så enten befinder jeg mig i min egen smerteverden, og ellers i min egen dopede morfinverden...
- Men ville nu alligevel godt have haft enestue med trådløst netværk, fladskærm, gratis frugt, kaffe og cola light ad libitum. - Og én sygeplejerne pr 2 patienter.
Men det allerværste: Jeg skal undvære alle mine unger på en gang i mange flere dage end jeg tidligere har prøvet. Det skal nok komme til at trække tårer, når jeg ligger der og synes verden er styg og ond...
05.02.2010
Ny stol
Min nye kontorstol er kommet, en Håg Futu.
Den er simpelthen skøn!
Den kom i går, og nu er den samlet og indstillet så den passer præcis til mig. Den skal jeg helt sikkert nok blive glad for.
Den er simpelthen skøn!
Den kom i går, og nu er den samlet og indstillet så den passer præcis til mig. Den skal jeg helt sikkert nok blive glad for.
Telefonopkald fra Middelfart
Tingene går alligelvel hurtigt. Tiden til smerteklinik var en tidligere henvisning før jeg vidste at jeg skulle opereres. Jeg var bare ikke klar over at jeg var blevet henvist.
Til gengæld ringede de fra Middelfart lige da jeg gik ned for at hente min telefon, for at ringe dem op! Sjovt sammenfald.
Og der har jeg så fået tid til dese operation d. 9. marts med indlæggelse d. 8. marts. (Det er godt nok Ottos fødselsdag, men så må vi jo fejre det godt og grundigt i weekenden inden).
Det minder mig lidt om da Nilas fylte 2 år, og huset var fuld af fødselsdagsgæster dagen før jeg havde tid til igangsætning af Ottos fødsel.
Puha... Nu er tiden der. Så kan jeg godt begynde at blive nervøs...
Til gengæld ringede de fra Middelfart lige da jeg gik ned for at hente min telefon, for at ringe dem op! Sjovt sammenfald.
Og der har jeg så fået tid til dese operation d. 9. marts med indlæggelse d. 8. marts. (Det er godt nok Ottos fødselsdag, men så må vi jo fejre det godt og grundigt i weekenden inden).
Det minder mig lidt om da Nilas fylte 2 år, og huset var fuld af fødselsdagsgæster dagen før jeg havde tid til igangsætning af Ottos fødsel.
Puha... Nu er tiden der. Så kan jeg godt begynde at blive nervøs...
Brev fra Køge
Jeg har allerede fået brev fra Køge Sygehus. Hurra for hurtig ekspedition!
Desværre er jeg blevet henvist til noget forkert, så jeg har fået tid på deres smertecenter, og jeg går ikke ud fra de kan operere min ryg!
Tiden er iøvrigt i juni.
Suk... Jeg synes aldrig der er noget der bare kører glat igennem i det her system. Nu har jeg skrevet til min læge og spurgt ham hvad det er han har henvist mig til. Så må jeg jo se hvad han siger til det. Middelfart har jeg ikke hørt fra.
Desværre er jeg blevet henvist til noget forkert, så jeg har fået tid på deres smertecenter, og jeg går ikke ud fra de kan operere min ryg!
Tiden er iøvrigt i juni.
Suk... Jeg synes aldrig der er noget der bare kører glat igennem i det her system. Nu har jeg skrevet til min læge og spurgt ham hvad det er han har henvist mig til. Så må jeg jo se hvad han siger til det. Middelfart har jeg ikke hørt fra.
04.02.2010
Forhandlings sammenbrud
Prisforhandlinger mellem Danske Regioner og privathospitalernes brancheforening om bl.a. fedmeoperationer, hjerteoperationer og flere større ortopædkirurgiske operationer er brudt sammen.
Det kan betyde at det udvidede frie sygehusvalg og en måneds behandlingsgaranti træder ud af drift fra på mandag.
Diskusprolaps er nævnt, men jeg kan selvfølgelig ikke finde en komplet liste over hvilke 15 operationer det gælder.
Hvor er det typisk. Kunne de ikke have ventet et par uger med det rod???
Det kan betyde at det udvidede frie sygehusvalg og en måneds behandlingsgaranti træder ud af drift fra på mandag.
Diskusprolaps er nævnt, men jeg kan selvfølgelig ikke finde en komplet liste over hvilke 15 operationer det gælder.
Hvor er det typisk. Kunne de ikke have ventet et par uger med det rod???
03.02.2010
Ventetider og kringelkroge
Er der Kringelkroge i det danske sundhedsystem?
Jeg ved det ikke, men lige nu ligger der en indstilling til operation i det offentlige udenfor min egen region i overensstemmelse med det frie sygehusvalg. Der er dog en del ventetid, men jeg kan ikke blive omvisiteret til Privathospital - fordi jeg er udenfor min egen region
Samtidig er der en henvisning på vej til samme operation i min egen region, med det formål at se om ventetiden er for lang i henhold til ventetidsgarantien, så jeg derefter får mulighed for at blive opereret på privathospital. (Sikkert også udenfor min egen region)
Det er da lidt bøvlet?!
Og når alt kommer til alt vil jeg kun opereres af Mikkel Andersen, så det kan jo gøre det hele endnu mere omstændigt.
Bortset fra det er jeg glad for at det ikke lige er i disse dage jeg skal opereres, for så ville jeg for alvor være lænket til hjemmet, med den halve meter sne her efterhånden ligger.
Smukt er det!
Jeg vil hellere have en hvid vinter end en våd vinter.
Jeg ved det ikke, men lige nu ligger der en indstilling til operation i det offentlige udenfor min egen region i overensstemmelse med det frie sygehusvalg. Der er dog en del ventetid, men jeg kan ikke blive omvisiteret til Privathospital - fordi jeg er udenfor min egen region
Samtidig er der en henvisning på vej til samme operation i min egen region, med det formål at se om ventetiden er for lang i henhold til ventetidsgarantien, så jeg derefter får mulighed for at blive opereret på privathospital. (Sikkert også udenfor min egen region)
Det er da lidt bøvlet?!
Og når alt kommer til alt vil jeg kun opereres af Mikkel Andersen, så det kan jo gøre det hele endnu mere omstændigt.
Bortset fra det er jeg glad for at det ikke lige er i disse dage jeg skal opereres, for så ville jeg for alvor være lænket til hjemmet, med den halve meter sne her efterhånden ligger.
Smukt er det!
Jeg vil hellere have en hvid vinter end en våd vinter.
02.02.2010
Hvad var det med den arm?
I første indlæg nævnte jeg en dårlig arm. Og den har jeg endnu. Det er et problem der har fulgt mig meget længe, faktisk i flere år. Jeg har smerter i min venstre arm. Tiltider rigtig mange smerter og tiltider bare en lille smule, men stortset altid smerter i en eller anden grad.
Det er blevet kaldt mange forskellige ting og jeg har været til fys, kiropraktor, fået blokade, akupunktur, ultralyd, chokwave, røgnten, scanning, nerveledningsundersøgelse, skulderspecialist og til sidst blev jeg i december henvist til MR scanning af min nakke. Her blev påvist diskusprotrusion i C5-C6.
Om det så er direkte årsag eller det er en kombination af direkte og indirekte faktorer der giver de mange smerter i min arm ved jeg ikke med sikkerhed.
Jeg har fået nakkeøvelser som jeg udfører hver dag, og så må tiden jo vise om det har nogen effekt.
Jeg har lidt vanskeligt ved at forholde mig til endnu et diskusproblem hvis jeg skal være ærlig. Synes egentlig jeg har nok...
Det er blevet kaldt mange forskellige ting og jeg har været til fys, kiropraktor, fået blokade, akupunktur, ultralyd, chokwave, røgnten, scanning, nerveledningsundersøgelse, skulderspecialist og til sidst blev jeg i december henvist til MR scanning af min nakke. Her blev påvist diskusprotrusion i C5-C6.
Om det så er direkte årsag eller det er en kombination af direkte og indirekte faktorer der giver de mange smerter i min arm ved jeg ikke med sikkerhed.
Jeg har fået nakkeøvelser som jeg udfører hver dag, og så må tiden jo vise om det har nogen effekt.
Jeg har lidt vanskeligt ved at forholde mig til endnu et diskusproblem hvis jeg skal være ærlig. Synes egentlig jeg har nok...
Status
Jeg kom aldrig til at arbejde fuld tid igen efter operationen, og efter at jeg i november blev ringet op af en sagsbehandler fra Jobcenteret blev jeg klar over at jeg måtte finde ud af hvad der skulle ske.
Jeg ringede derfor til hospitalet hvor jeg blev opereret, og bad om at blive ringet op af kirurgen. Han ringede en uges tid efter og tilbød at tage mig ind på sit eget sygehus i Middelfart så hurtigt som muligt. Det sagde jeg ja tak til og blev scannet 6. januar i Give.
29. januar tog jeg med Anders til Middelfart for at få svaret. Jeg havde dog allerede en fair ide om hvor det ville bære hen ad, eftersom jeg havde fået min praktiserende læge til at indhente resultatet og jeg derefter havde ringet til Mikkel Andersen for at høre om der var ide i at komme d. 29.
- Og det var der, selvom der ikke er nogen ny prolaps.
At der så var blevet kludret i det, så min tid var blevet aflyst uden at jeg havde fået besked, og Mikkel Andersen åbenbart var på ferie i Indien, er en anden sag som jeg godt nok blev meget skuffet og vred over lige i situationen. Jeg blev dog puttet ind i tidsplanen hos en anden overlæge som gennemgik mine scanningsbilleder og anbefalede en spondylodese operation af L5-S1 (Også kaldet dese operation).
Mit problem består i at den pågældende diskus er syg, og ikke kan blive god igen. I det tilstødende knogle er der slid og modic forandringer type 1 og 2, og der er desuden lidt arvæv og dårlige pladsforhold til nerverne.
Jeg har takket ja til operationen. Hvad andre muligheder er der? Det vil jo desværre kun gå uderligere ned ad bakke uden en operation.
Jeg afventer derfor nu at få at vide hvornår jeg kan blive opereret. Jeg har bedt om at det skal være Mikkel Andersen der skal være operatør, og det er der åbenbart mange der ønsker, så der kan godt være lidt ventetid...
Indtil da arbejder jeg fortsat på deltid, spiser mine piller og tager den med ro. Venter... Som jeg har gjort det i 10 måneder nu, og vil gøre det de kommende 10 måneder...
Jeg ringede derfor til hospitalet hvor jeg blev opereret, og bad om at blive ringet op af kirurgen. Han ringede en uges tid efter og tilbød at tage mig ind på sit eget sygehus i Middelfart så hurtigt som muligt. Det sagde jeg ja tak til og blev scannet 6. januar i Give.
29. januar tog jeg med Anders til Middelfart for at få svaret. Jeg havde dog allerede en fair ide om hvor det ville bære hen ad, eftersom jeg havde fået min praktiserende læge til at indhente resultatet og jeg derefter havde ringet til Mikkel Andersen for at høre om der var ide i at komme d. 29.
- Og det var der, selvom der ikke er nogen ny prolaps.
At der så var blevet kludret i det, så min tid var blevet aflyst uden at jeg havde fået besked, og Mikkel Andersen åbenbart var på ferie i Indien, er en anden sag som jeg godt nok blev meget skuffet og vred over lige i situationen. Jeg blev dog puttet ind i tidsplanen hos en anden overlæge som gennemgik mine scanningsbilleder og anbefalede en spondylodese operation af L5-S1 (Også kaldet dese operation).
Mit problem består i at den pågældende diskus er syg, og ikke kan blive god igen. I det tilstødende knogle er der slid og modic forandringer type 1 og 2, og der er desuden lidt arvæv og dårlige pladsforhold til nerverne.
Jeg har takket ja til operationen. Hvad andre muligheder er der? Det vil jo desværre kun gå uderligere ned ad bakke uden en operation.
Jeg afventer derfor nu at få at vide hvornår jeg kan blive opereret. Jeg har bedt om at det skal være Mikkel Andersen der skal være operatør, og det er der åbenbart mange der ønsker, så der kan godt være lidt ventetid...
Indtil da arbejder jeg fortsat på deltid, spiser mine piller og tager den med ro. Venter... Som jeg har gjort det i 10 måneder nu, og vil gøre det de kommende 10 måneder...
Au Pair
Hvad nu hvis min ryg aldrig blev bedre? Eller hvis jeg endte med at skulle opereres igen?
De tanker kom til mig umiddelbart efter operationen, og jeg besluttede at det var noget der skulle løses.
Anders gik efter en del snak med til at vi skulle have au pair, og så gik jeg ellers i gang med at lede på det store internet.
Vi besluttede at det skulle være en pige fra Filippinerne. Det var lidt af en jungle, at finde et menneske på den anden side af jorden, og aftale at hun skulle bo i vores i forvejen store familie i 1½ år.
Men vi fandt en der matchede og så var det bare at vente på godkendelse i udlændinge service.
Vores Au Pair pige; Luna, ankom i efterårsferien, og det fungerer rigtig godt.
De tanker kom til mig umiddelbart efter operationen, og jeg besluttede at det var noget der skulle løses.
Anders gik efter en del snak med til at vi skulle have au pair, og så gik jeg ellers i gang med at lede på det store internet.
Vi besluttede at det skulle være en pige fra Filippinerne. Det var lidt af en jungle, at finde et menneske på den anden side af jorden, og aftale at hun skulle bo i vores i forvejen store familie i 1½ år.
Men vi fandt en der matchede og så var det bare at vente på godkendelse i udlændinge service.
Vores Au Pair pige; Luna, ankom i efterårsferien, og det fungerer rigtig godt.
Genoptræning
Jeg så frem til genoptræningen! Endelig skete der noget. Og selvom jeg på forhånd var en skeptisk over at det foregik på et plejehjem, var jeg fast besluttet på at det ikke måtte overskygge det faktum at jeg nu kom videre.
De første par gange gik det udemærket. Det var enetræning og med en erfaren og flink fysioterapeut. Efter et par uger blev den individuelle træning afløst af holdtræning.
Det var et lille hold, med ældre mennesker der enten var rygopererede eller havde andre rygproblemer som krævede genoptræning. Jeg tror nok jeg synes det var ok de første par gange, men så gik det ned ad bakke. Jeg fik det tiltagende dårligt i mine ben og min ryg, og den faste instruktør var syg, så der var vikarer og aflysninger. Jeg endte med at blive sendt hjem og afvente kirurgens 3 månedes kontrol for at vurdere hvad der skulle ske.
Efter at have været til kontrol - som ikke rigtig konkluderede noget andet end at det ikke var helt godt, og tiden måtte vise hvad der skulle ske - Tog jeg igen til træning den faste dag. Men nu eksisterede holdet ikke længere og jeg blev afsluttet.
Der stod jeg så uden mere genoptræning og med en ryg der slet ikke var i orden.
Dvs hvis jeg aflastede helt, fik det rimeligt, men så snart jeg belastede min ryg eller gik i gang med at træne fik jeg stærke smerter og måtte stoppe igen.
Jeg tegnede ellers meget optimistisk et abonnement i et fysioterapeut styret fitness center og fik lagt et program der skulle passe. Men hver gang jeg forsøgte resulterede det i at jeg måtte ligge i flere dage.
De første par gange gik det udemærket. Det var enetræning og med en erfaren og flink fysioterapeut. Efter et par uger blev den individuelle træning afløst af holdtræning.
Det var et lille hold, med ældre mennesker der enten var rygopererede eller havde andre rygproblemer som krævede genoptræning. Jeg tror nok jeg synes det var ok de første par gange, men så gik det ned ad bakke. Jeg fik det tiltagende dårligt i mine ben og min ryg, og den faste instruktør var syg, så der var vikarer og aflysninger. Jeg endte med at blive sendt hjem og afvente kirurgens 3 månedes kontrol for at vurdere hvad der skulle ske.
Efter at have været til kontrol - som ikke rigtig konkluderede noget andet end at det ikke var helt godt, og tiden måtte vise hvad der skulle ske - Tog jeg igen til træning den faste dag. Men nu eksisterede holdet ikke længere og jeg blev afsluttet.
Der stod jeg så uden mere genoptræning og med en ryg der slet ikke var i orden.
Dvs hvis jeg aflastede helt, fik det rimeligt, men så snart jeg belastede min ryg eller gik i gang med at træne fik jeg stærke smerter og måtte stoppe igen.
Jeg tegnede ellers meget optimistisk et abonnement i et fysioterapeut styret fitness center og fik lagt et program der skulle passe. Men hver gang jeg forsøgte resulterede det i at jeg måtte ligge i flere dage.
Diskusprolaps
Der lå jeg så... På kort tid var mit liv blevet vendt på hoved og det var både skræmmende og frustrerende.
vores sommerferie til Italien måtte aflyses og vi måtte alliere os med familie for at få tingene til at hænge sammen. Selv da var det en kamp at komme gennem hverdagen.
Jeg havde allerede været i konservativ behandling i et stykke tid da diagnosen kom, og da det havde noget i retning af modsat effekt, ville fysioterapeut og kiropraktor ikke gøre mere ved mig. De sendte mig til egen læge med besked om at blive henvist til operation.
Jeg blev grundet ufattelig lang ventetid i det offentlige omvisiteret til privathospital i Odense, hvor jeg i første omgang kom til kirurgisk vurdering hos Mikkel Andersen.
Han havde tid til at opereres mig 14 dage senere, d. 17 juni 2009.
Hvordan foregår Operation for Diskusprolaps?
Operationen tager ca. 1 time.
Patienten bliver fuldt bedøvet og bliver derefter lejret på maven så der kan opereres i ryggen. Først foretages et 4-6 cm langt snit på det niveau og i den side prolapsen sidder. Derefter skubbes
musklerne til side, så der er adgang til rygmarvskanalens bageste begrænsning, hvor denne består
af skiftevis et stykke knogle og et ledbånd. Ledbåndet samt lidt af knoglen fjernes (Permanent), således at det er muligt at få direkte adgang til nerven.
Nerven holdes forsigtigt til side med et sug, således at prolapsen som ligger under nerven, bliver synlig.
Prolapsen er den del af diskusundholdet der ligger udenfor diskusskiven, og den fjernes med en tang. Derefter kontrolleres om der findes yderligere løst væv inde i selve diskuskernen, og i så fald fjernes dette.
Huden syes sammen med en selvopløselig tråd, således at egen læge ikke behøver hjerne sting. Spørg evt inden operationen hvordan de syr på den pågældende afdeling for der kan være stor forskel, og det er ikke alle metoder der giver lge pæne ar.
Jeg blev syet indvendigt, og har derfor kun et fint tyndt ar uden de karakteristiske prikker på hver side.
Jeg har set et andet ar syet på den gammeldags og mere langsommeligemåde, og det var IKKE kønt!
Under operationen gives penicillin for at mindske risikoen for infektion bagefter. Hvis du har tendens til kvalme kan der gives et middel mod dette inden du vågner, så du ikke lægger ud med at kaste op. Spørg evt om der gives dette.
Der vil sidde et dræn i din ryg når du vågner, for at samle væske/blødning fra operationssåret. Drænet fjernes næste dag, og giver kun en lille prik som ar.
Efter operationen
Før man kommer tilbage på sin stur, skal man på opvågningsstuen. Afhængig af hospitalet kan der være lukket for pårørende, eller åbnt. For mit vedkommende var der åbent, så Anders var til stede da jeg vågnede. Desuden kom lægen, min egen sygeplejerske og så var der muligvis også en eller to andre, men det var ikke noget jeg rigtig lagde mærke til.... Der gives smertestillende medicin, i det omfang der er brug for det. Og der ER brug for det! Tag imod det, for du skal op og ud af sengen ganske hurtigt, så det er vigtigt at kunne klare det uden at smerterne gør det helt umuligt.
Som regel er dine bensmerter allerede aftaget, og sårsmerterne bliver hurtigt til at holde ud.
Efter udskrivelsen er det meningen, at du hurtigt skal trappe ud af den smertestillende
behandling efter en plan du får med hjem.
Udskrivelse
Dagen efter operationen vil den kirurg, som har opereret dig komme på stuegang og fortælle om,
hvordan operationen er gået. I løbet af dagen vil du blive udskrevet efter en samtale med den
sygeplejerske.
Jeg var en smule bekymret inden operationen - Mest for ikke at vågne op igen, men samtidig følte jeg mig afklaret. der var ikke rigtig andre muligheder, hvis jeg ville have mit liv tilbage.
Hospitalet, personalet og det hele var virkelig tip top. Mikkel Andersen fjernede en stor prolaps, der som han selv beskrev meget malende, nærmest selv sprang ud, så snart diskus blev blotlagt. Operationen forløb helt planmæssigt og forholdsvis hurtigt. Jeg blev opereret sidst på eftermiddagen og var lidt lang tid op at blive klar i hovedet bagefter, så Anders der for 500 kr kunne overnatte på min stue og spise med ved måltiderne, havde spist da jeg omsider kom tilbage på stuen. Jeg fik dog serveret et fint måltid, som var tiltrængt efter at have fastet i næsten 24 timer.
Derefter var det ud af sengen og op at stå. Det var ikke ligefrem en smertefri oplevelse, men det var rigtig dejligt at Anders kunne hjælpe mig med personlig hygiejne frem for at være afhængig af personlet i timerne efter operationen. Allerede næste dag efter samtale med kirurgen og efter at fysioterapeuten havde lært mig at gå på trapper osv, blev jeg udskrevet.
Vel hjemme var der tomhed og smerte. Børn der larmede og kaldte uden at jeg kunne hjælpe. Et hus der rodede ekstremt fordi vi måtte erkende at vi med hast skulle ommøblere så jeg befandt med i underetagen på samme niveau som toilettet. Anders gjorde hvad han kunne for at holde styr på tropperne, men det er normalt mig der står for det huslige, og frustrationen over at ligge i soveværelset og være ude af stand til at gøre de ting der er nødvendige for at få en familie med 4 børn til at fungere, var til at tage og føle på.
Jeg havde dage hvor jeg nærmest ikke lavede andet endat tude. Samtidig fik jeg intense smerter i mit ene ben igen og tanken om at dette måske ikke var AFSLUTNINGEN på mit sygeforløb meldte sig.
Anders tog al sin ferie efter min operation og vi klarede os, men det var mildt sagt rædselsfuldt. Eneste lyspunkt i den periode var en invitation til at komme med Anders' mor, bror, broderens kone og datter i sommerhus i det nye Lalandia/Legoland.
Her var der voksne til at tage sig af børnene så jeg kunne slappe af uden den konstante dårlige samvittighed over ikke at kunne være der for dem.
De første 35 år
Jeg blev født i 1974 på Usserød Sygehus 2 dage før juleaften. Jeg var min 21 årige mors første barn. - Nåh ja og også min fars.
Indtil skolestart tullede jeg rundt hjemme hos min mor, kun afbrudt af et kortere ophold i børnehave, hvilket ligger udenfor min erindring.
Som 5½ årig fik en lillebror og startede i skole. Da jeg var 9 begyndte jeg til idrætsgymnastik og lærte at slå flikflak på bom, gå i bro , springer over hest og køre i forskudt barre. Jeg trænede 3 gange om ugen indtil jeg var 12 år og fik en islandsk hest - Og endnu en lillebror.
Jeg cyklede de 3-4 km til og fra gården alle dage hvor det var muligt, og snart skiftede jeg ponyen ud med galopheste.
Mine forældre blev skilt da jeg var 14.
På min 15 års fødselsdag starede mit arbejdsliv og jeg stod derefter op kl 4 for at gå med morgenaviser 6 dage om ugen, indtil jeg en dag fik et bedre job som opvasker på en kro, som igen blev afløst af job i en bagerforretning. Her var jeg i flere år, med udvidelse til kassearbejde i den tilstødende SuperBrugs og pakkearbejder i dennes slagterafdeling.
Efter 10. klasse valgte jeg HF og flyttede hjemmefra da jeg fyldte 18.
Jeg endte lidt tilfældigt på pædagog seminarium, hvor jeg gennemførte uddannelsen til UG trods mit evige postulat om at jeg aldrig skulle arbejde som pædagog. Sideløbende arbejdede jeg som uuddannet sygehjælper på et plejehjem og gjorde rent i en børnehave 5 gange om ugen.
Jeg dyrkede fortsat motion i form af ridning, skøjteløb, styrketræning, løb og cykling alt efter hvad der passede ind i min aktuelle livssituation.
Jeg var 23 da jeg fik min 1. søn og 24 da jeg fik den 2. Efter endt orlov blev jeg ansat som souschef og sidenhen konstitueret leder i en integreret daginstitution. Her var jeg i 3 år, indtil jeg kom i tanke om at jeg aldrig skulle arbejde som pædagog.
I stedet startede jeg, mens jeg holdt barsel med min 3. søn, min egen webshop. Men jeg trivedes ikke med at være selvstændig og et par måneder før jeg havde termin med min 4. søn, lukkede jeg mit firma.
Efter endnu en orlov blev jeg ansat som ansvarlig for en webshop, hvor jeg fortsat er glad for at være.
Jeg var på toppen. Løb 3-4 gange om ugen, red galopheste lige så ofte og følte mig stærkere og sundere end jeg havde været i årevis.
Godtnok drillede min ene arm og min ryg en smule, men intet nyt i det med ryggen, sådan har det været siden jeg var 17-18 år. Jeg regnede ikke med at det var andet end noget der kunne klares med et par gange hos kiropraktor.
Men et par gange var ikke nok og efterhånden følte jeg mig underligt svag i det ene ben når jeg løb og red. Det var som om jeg havde bly i benet. Faktisk troede jeg det var fordi vejen skrånede så jeg forsøgte at løbe i den modsatte side af vejen, men det blev stadig værre. Det var heller ikke fordi den ene stigbøjle var for lang eller for kort i forhold til den anden, det blev ellers testet adskellige gange.
Og så en morgen kunne jeg ikke rette mig op.
Kiropraktoren sagde slut med ridning, slut med løb, fuld sygemelding og af sted til MR scanning:
Median diskusprolaps på L5-S1 niveau med rodtryk på nerverne til begge ben. Stærk smertestillende medicin og fuld aflastning.
Og det er så her tidslommen begynder.
Indtil skolestart tullede jeg rundt hjemme hos min mor, kun afbrudt af et kortere ophold i børnehave, hvilket ligger udenfor min erindring.
Som 5½ årig fik en lillebror og startede i skole. Da jeg var 9 begyndte jeg til idrætsgymnastik og lærte at slå flikflak på bom, gå i bro , springer over hest og køre i forskudt barre. Jeg trænede 3 gange om ugen indtil jeg var 12 år og fik en islandsk hest - Og endnu en lillebror.
Jeg cyklede de 3-4 km til og fra gården alle dage hvor det var muligt, og snart skiftede jeg ponyen ud med galopheste.
Mine forældre blev skilt da jeg var 14.
På min 15 års fødselsdag starede mit arbejdsliv og jeg stod derefter op kl 4 for at gå med morgenaviser 6 dage om ugen, indtil jeg en dag fik et bedre job som opvasker på en kro, som igen blev afløst af job i en bagerforretning. Her var jeg i flere år, med udvidelse til kassearbejde i den tilstødende SuperBrugs og pakkearbejder i dennes slagterafdeling.
Efter 10. klasse valgte jeg HF og flyttede hjemmefra da jeg fyldte 18.
Jeg endte lidt tilfældigt på pædagog seminarium, hvor jeg gennemførte uddannelsen til UG trods mit evige postulat om at jeg aldrig skulle arbejde som pædagog. Sideløbende arbejdede jeg som uuddannet sygehjælper på et plejehjem og gjorde rent i en børnehave 5 gange om ugen.
Jeg dyrkede fortsat motion i form af ridning, skøjteløb, styrketræning, løb og cykling alt efter hvad der passede ind i min aktuelle livssituation.
Jeg var 23 da jeg fik min 1. søn og 24 da jeg fik den 2. Efter endt orlov blev jeg ansat som souschef og sidenhen konstitueret leder i en integreret daginstitution. Her var jeg i 3 år, indtil jeg kom i tanke om at jeg aldrig skulle arbejde som pædagog.
I stedet startede jeg, mens jeg holdt barsel med min 3. søn, min egen webshop. Men jeg trivedes ikke med at være selvstændig og et par måneder før jeg havde termin med min 4. søn, lukkede jeg mit firma.
Efter endnu en orlov blev jeg ansat som ansvarlig for en webshop, hvor jeg fortsat er glad for at være.
Godtnok drillede min ene arm og min ryg en smule, men intet nyt i det med ryggen, sådan har det været siden jeg var 17-18 år. Jeg regnede ikke med at det var andet end noget der kunne klares med et par gange hos kiropraktor.
Men et par gange var ikke nok og efterhånden følte jeg mig underligt svag i det ene ben når jeg løb og red. Det var som om jeg havde bly i benet. Faktisk troede jeg det var fordi vejen skrånede så jeg forsøgte at løbe i den modsatte side af vejen, men det blev stadig værre. Det var heller ikke fordi den ene stigbøjle var for lang eller for kort i forhold til den anden, det blev ellers testet adskellige gange.
Og så en morgen kunne jeg ikke rette mig op.
Kiropraktoren sagde slut med ridning, slut med løb, fuld sygemelding og af sted til MR scanning:
Median diskusprolaps på L5-S1 niveau med rodtryk på nerverne til begge ben. Stærk smertestillende medicin og fuld aflastning.
Og det er så her tidslommen begynder.
Abonner på:
Opslag (Atom)