17.03.2010

Dagen efter operationen

Natten mellem d. 9. og den 10. marts, havde jeg ikke bare smerter men kunne heller ikke mærke eller flytte mine ben eller fødder det mindste. Jeg var ikke bange, for jeg var slet ikke i tvivl om at det skyldes det epikateter der sad i min ryg, men sjovt var det altså heller ikke. Jeg måtte kalde en sygeplejerske hver gang jeg skulle vendes, også hvis det bare var en fod der var gledet ned så det trak min krop frem eller tilbage.
Næste morgen d. 10. marts kom Mikkel. Han bad mig prøve igen prøve at bevæge fødderne, men der var slet ingen reaktion.
"UD med det" sagde han. "Jeg tror ikke der er nogen der får ro i sindet før hun kan bevæge sine fødder igen, heller ikke jeg."
Nu skulle jeg i stedet udelukkende have piller og smertelindrig via den nål jeg stadig havde siddende i armen efter droppet. Jeg blev sat op til 4 X den dosis depot jeg fik inden operationen.
To sygeplejersker kom for at udtage epi kateteret. Det gik hurtigt og jeg kunne knapt nok mærke det, men det udløste kvalme, opkast, svimmelhed og koldsved. Mit blodtryk faldt til 76/39 og jeg havde det bare så skidt. Senere tog de sår drænet ud og det kunne jeg mærke som en svien, men det blev jeg ikke dårlig af.
Nu holdt de øje med mit blodtryk og det blev ved med at ligge lavt. Efterhånden som timerne gik begyndte jeg ganske langsomt at få bevægelighed og følelse i mine tæer igen.
Hen ad eftermiddagen ville de gerne have mig på højkant, så jeg kunne komme ud af sengen.
Det gjorde selvfølgelig ondt, og da jeg  sad der på kanten blev jeg atter dårlig og tårnene begyndte at trille ned ad mine kinder.
Jeg blev lagt ned igen og de besluttede at forsøge at få mit blodtryk op, med noget de gav i drop. Det hjalp ikke rigtig og det endte med at de opgav at få mig ud af sengen den dag. Normalt kommer man allerede ud af sengen den 1. dag, ofte endda på opvågningsstuen, så de var ikke ret glade ved at lade mig ligge der, med blære kateter i 3 dage, men det kunne ikke rigtig være anderledes.
Anders var også på besøg, men det kan jeg ikke rigtig huske noget af.
Men han har åbenbart taget et billede til børnene.

Sygeplejersken som passede mig i dagvagt hele ugen fortjener en stjerne.
Lige da jeg så hente tænkte jeg at hun så lidt bister ud, men hun var så god ved mig at det vat helt ufatteligt. Hun fangede hurtigt at jeg ikke rigtig havde lyst til mad, pga udtalt kvalme, men hun stod på hoved for at gøre mig tilpas og friste mig alligevel. Fandt suppe i fryseren, skar frugt i både, fandt pepsi max, og en special proteindrik som jeg vist har været den eneste der kunne lide. Hun fandt protein beriget is, hentede ekstra isterninger, flyttede pålæg over på brød uden smør og spurgte hele tiden hvad jeg havde lyst til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar