02.02.2010

De første 35 år

Jeg blev født i 1974 på Usserød Sygehus 2 dage før juleaften. Jeg var min 21 årige mors første barn. - Nåh ja og også min fars.
Indtil skolestart tullede jeg rundt hjemme hos min mor, kun afbrudt af et kortere ophold i børnehave, hvilket ligger udenfor min erindring.
Som 5½ årig fik en lillebror og startede i skole. Da jeg var 9 begyndte jeg til idrætsgymnastik og lærte at slå flikflak på bom, gå i bro , springer over hest og køre i forskudt barre. Jeg trænede 3 gange om ugen indtil jeg var 12 år og fik en islandsk hest - Og endnu en lillebror.
Jeg cyklede de 3-4 km til og fra gården alle dage hvor det var muligt, og snart skiftede jeg ponyen ud med galopheste.
Mine forældre blev skilt da jeg var 14.
På min 15 års fødselsdag starede mit arbejdsliv og jeg stod derefter op kl 4 for at gå med morgenaviser 6 dage om ugen, indtil jeg en dag fik et bedre job som opvasker på en kro, som igen blev afløst af job i en bagerforretning. Her var jeg i flere år, med udvidelse til kassearbejde i den tilstødende SuperBrugs og pakkearbejder i dennes slagterafdeling.
Efter 10. klasse valgte jeg HF og flyttede hjemmefra da jeg fyldte 18.
Jeg endte lidt tilfældigt på pædagog seminarium, hvor jeg gennemførte uddannelsen til UG trods mit evige postulat om at jeg aldrig skulle arbejde som pædagog. Sideløbende arbejdede jeg som uuddannet sygehjælper på et plejehjem og gjorde rent i en børnehave 5 gange om ugen.
Jeg dyrkede fortsat motion i form af ridning, skøjteløb, styrketræning, løb og cykling alt efter hvad der passede ind i min aktuelle livssituation.
Jeg var 23 da jeg fik min 1. søn og 24 da jeg fik den 2. Efter endt orlov blev jeg ansat som souschef og sidenhen konstitueret leder i en integreret daginstitution. Her var jeg i 3 år, indtil jeg kom i tanke om at jeg aldrig skulle arbejde som pædagog.

I stedet startede jeg, mens jeg holdt barsel med min 3. søn, min egen webshop. Men jeg trivedes ikke med at være selvstændig og et par måneder før jeg havde termin med min 4. søn, lukkede jeg mit firma.
Efter endnu en orlov blev jeg ansat som ansvarlig for en webshop, hvor jeg fortsat er glad for at være.

Jeg var på toppen. Løb 3-4 gange om ugen, red galopheste lige så ofte og følte mig stærkere og sundere end jeg havde været i årevis.
Godtnok drillede min ene arm og min ryg en smule, men intet nyt i det med ryggen, sådan har det været siden jeg var 17-18 år. Jeg regnede ikke med at det var andet end noget der kunne klares med et par gange hos kiropraktor.
Men et par gange var ikke nok og efterhånden følte jeg mig underligt svag i det ene ben når jeg løb og red. Det var som om jeg havde bly i benet. Faktisk troede jeg det var fordi vejen skrånede så jeg forsøgte at løbe i den modsatte side af vejen, men det blev stadig værre. Det var heller ikke fordi den ene stigbøjle var for lang eller for kort i forhold til den anden, det blev ellers testet adskellige gange.
Og så en morgen kunne jeg ikke rette mig op.
Kiropraktoren sagde slut med ridning, slut med løb, fuld sygemelding og af sted til MR scanning:
Median diskusprolaps på L5-S1 niveau med rodtryk på nerverne til begge ben. Stærk smertestillende medicin og fuld aflastning.
Og det er så her tidslommen begynder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar