360 grader instrumenteret spondylodese operation

Jeg ville have skrevet hver dag så jeg kunne have fået det hele med men det har jeg ikke kunnet overholde. I stedet vil jeg forsøge at genskabe forløbet så godt jeg kan ud fra min lidt hullede hukommelse, og de opdateringer det åbenbart er lykkedes mig at lave på facebook.
Umiddelbart efter mit sidste indlæg blev jeg hentet af en portør. Jeg nåede ikke engang at skrive den sidste sætning færdig...

Jeg blev placeret i et lille indsovningsrum og snart begyndte forskellige persner at indfinde og præsentere sig. En narkosesygelejerske gik i gang med at lægge drop. Det tog hende lang tid og mange stik. Men hun endte med at få det sat i, et stykke oppe af armen. En anden lagde en måler ind i pulsåren på højre arm, så min puls og blodtryk hele tiden ville være overvåget under operationen.
Jeg blev spurgt om jeg havde tendens til kvalme, køresyge og lign, hvilket er tilfældet og de ville derfor sørge for at give noget kvalmestillende inden jeg blev lagt til opvågning. Så sagde de godnat og bad mig om at tænke på noget godt. Jeg gentog inde i hovedet: Lucas, Malthe, Nilas Otto,  Lucas, Malthe, Nilas Otto,  Lucas, Malthe, Nilas Otto,  Lucas, Malthe, Nilas Otto,  Lucas, Malthe, Nilas Otto, .... indtil jeg faldt i søvn
Operationen varede omkring 2,5 time og blev udført af 3 kirurger + andet personale. Da jeg havde læst på nettet at det kunne tage op til 6-7 timer syntes jeg jo det var ingenting.
Da jeg vågnede var der smerter og forvirring. Jeg var koblet til et epidural smertekateter, dvs et kateter der er lagt ind i rygmarvskanalen, hvor der automatisk pumpes morfin ind og lægger lokal bedøvelse i et afgrænset område. Det skulle lægge bedøvelsen som et bælte hen over lænden og maven i det område hvor jeg var opereret, men det var ikke blevet sat i gang inden opvågning. Jeg vågnede derfor op uden smertedækning, til stor ærgelse for personalet på opvågningen, som blev ved med at gentage: "Få styr på den smerte pumpe, det er synd hun skal vågne op med så mange smerter."

Jeg tror ikke jeg åbnede øjnene ret meget for jeg har ingen erindring om ansigter eller selve det rum jeg var i, kun at det virkede småt. Muligvis var der flere til opvågning, men jeg er ikke sikker.
Det første jeg blev spurgt om var; " Hvis du på VAS skalaen fra 0-10, hvor 0 er ingen smerte og 10 er den voldsommeste smerte du kan forestille dig, hvor er du så nu?" Jeg tror jeg sagde 9.
Dernæst blev jeg spurgt om jeg frøs.
Jeg frøs så jeg rystede og fik en kæmpe føntørrer agtig ting under dynen. Det var skønt, for at fryse samtidig med smerter er rigtig rigtig ubehageligt.

En af sygeplejerskerne kunne lægge akupunktur nåle som smertelindring og spurgte om jeg havde noget imod det. Jeg orkede ikke at svare ret omfattende og var egentlig ligeglad, men vidste at de ikke ville hjælpe. Jeg har fået akupunktur en del gange tidligere og i bedste fald har det været uden effekt.

Jeg fik sat en del nåle, men jeg kan faktisk ikke huske hvor eller hvor længe. I hvert fald hjalp de ikke, og så kan jeg huske at det må have været en anden sygeplejerske der tog dem ud, for hun var meget forundret over hvor dybt de sad.

Jeg fik kraftig kvalme og fik noget imod det igen.

Smertepumpen var kommet i gang, og havde givet mig en følelses af at mine fødder var pakket ind i kæmpe store skisokker eller  var lavet af papmache, men jeg syntes ikke det havde nogen effekt på smerterne. Måske fra 9 til 8, men fik derfor også morfin i pille form.  Efter et stykke tid faldt jeg i søvn igen, og næste gang jeg vågnede, blev jeg atter spurgt til et VAS tal og på et eller andet tidspunkt blev jeg kørt tilbage til stuen,  hvor jeg havde været inden operationen. Mikkel kom forbi og sagde god for at jeg kunne komme tilbage til Middelfart, men jeg tror ikke han sagde ret meget mere, blot at han ville komme og tale med mig på Middelfart og at det var forløbet fint..
Jeg gruede for turen tilbage i ambulance men jeg havde bedt om ekstra morfin så jeg sov faktisk det meste af vejen.
På Middelfart var de andre patienter blevet udskrevet, og jeg var således alene på 4 seng stuen. Det var ganske rart, med så mange smerter. Jeg kan ikke huske ret meget af hvad der foregik. Det forekommer tåget og det jeg bedst kan mindes er at hver gang jeg åbnede mine øjne blev jeg spurgt : På en skala fra 0-10 hvor er dine smerter, og hver gang gik der et øjeblik, så fik jeg en eller flere piller.
Sent om aftenen eller natten havde de åbenbart vanskeligt ved at smertedække mig igen og lavede en istest. Det foregår ved at stoppe en isterning i en gummihandske og sætte den på maven og ryggen forskellige steder, og så skulle jeg svare på om jeg kunne mærke kulden og om den var svagere nogen steder.
Den var præcis lige så kold som en isterning er, uanset hvor de satten den.
De kaldte en narkoselæge for at han kunne vurdere om epidural kateteret måske ikke virkede.
Han valgte at sprøjte noget direkte i, udenom pumpen, i håb om at det kunne hjælpe. Desværre havde det ikke den ønskede virkning, for i stedet for at smerterne i ryggen aftog, forsvandt min følelse og kraft fra blæren og ned. Jeg blev bedt om at vippe med tæerne men jeg kunne intet, jeg var praktisk taget helt lam.
Narkoselægen og sygeplejersken talte om hvad de skulle stille op og endte med at lade epiduralen køre natten over og så måtte Mikkel tage stilling til den næste dag.